AGF Talent: Cheftrænerkabalen på plads til den nye sæson

Af: BJ - 14. april 2020, kl. 17:18

AGF Talent kan præsentere en stærk cheftrænergruppe til den nye sæson og opruster samtidig med opdeling af B+/U+stillingen i to fuldtidsstillinger.

Selvom fodbolden i øjeblikket ligger stille, så kigges der fremad i AGF Talent, og allerede nu kan afdelingen løfte sløret for cheftrænerbesætningen til den nye sæson.

- Trænerkabalen for 2020/21-sæsonen i AGF Talent er endnu ikke helt på plads, men vi vælger alligevel  at offentliggøre cheftrænerne til den kommende sæson. Tidspunkt og betingelser er ikke helt optimale, men vi skylder spillere, forældre, afgående og nye trænere en udmelding, siger talentchef Allan Frederiksen.

I forhold til indeværende sæson sker der udskiftning på U17 og U15, hvor Dennis Ramonn Olsen og Lasse Fisker afløses af henholdsvis Sancheev Manoharan og Jonas Grauslund.

Lasse og Dennis har begge udløb ultimo juni, og vi er gennem en god og tæt dialog nået frem til, at tiden er kommet til at prøve noget nyt. På AGF's vegne vil jeg gerne takke dem for en engageret og kompetent indsats og ønske dem held og lykke med de nye udfordringer, de kaster sig over, siger Allan Frederiksen.

Om valget af de to nye cheftrænere siger Head of Coaching Martin Bloch:

- På U17 ligaen har vi ansat Sancheev Manoharan, som det seneste år har været kraftig involveret i udviklingen af den sportslige retning i AGF Talent via sin egenskab af U+ og B+ træner - dette bliver uden tvivl en gevinst i trænergruppen med Sancheevs fodboldfaglige kompetencer krydret med hans dybe indsigt i "Den Hvide Tråd 2.020" og klubben generelt igennem snart 10 års virke.  

- På U15 ligaen kan vi præsentere Jonas Grauslund som tidligere har lang erfaring fra forskellige assistentopgaver på tværs af mange aldersgrupper - senest for vores U19 ligatræner, Fatah Abdirahman. Vi har store forventninger til vores nye U15 ligatræner. Jonas kommer med stor energi, faglighed og kravsætning i sin ledelse, hvilket kan bibringe vores talentmiljø rigtig meget.

Oprustning i de yngste årgange
Som led i udviklingen og optimeringen af AGF Talent opdeles den nuværende B+/U+ stilling, som Sancheev Manoharan i øjeblikket bestrider, i to fuldtidsstillinger, hvor nuværende U12-cheftræner, Mahmoud Dirawi, ansættes fra sommer i en fuldtids B+ stilling med sportsligt ansvar i U10-U12-årgangene - og oveni dette sportslig tråd til alle samarbejdsklubber.

- Mahmoud har tung erfaring indenfor børnefodbolden og store relationelle kompetencer - hvilket bliver altafgørende ift. udviklingen hos de yngste trænere i AGF Talent samt i de gode børnemiljøer rundt om i Aarhus, siger Martin Bloch.

U+ trænerfunktionen overtages af den hidtidige U17-assistenttræner Kasper Kececi, som i en fuldtidsstilling får det sportslige ansvar omkring U13-U14 aldersgrupperne kombineret med sine arbejdsopgaver som rekrutteringsansvarlig i AGF Talent.

- Kasper bidrager kompetent med sin fodboldfaglige og akademiske indgangsvinkel, hvilket uden tvivl bliver en kæmpe gevinst fremover, da vi nu får glæde af Kaspers kvaliteter på fuldtid. 

- Samtidig er ansættelsen af Kececi og Dirawi på fuldtid en klar styrkelse af den samlede fodboldfaglige ledelse i AGF Talent, hvor begge kapaciteter, i samarbejde med Head of Coaching Martin Bloch, kan bibringe ledelse tæt på cheftræneren - på og udenfor træningsbanen, understreger Martin Bloch, der ser frem til samarbejdet med det nye team af cheftrænere samt U+- og B+-træner.

- Vi har vægtet kontinuitet i vores kommende trænerbesætning, hvor flere fagligt dygtige talentudviklere fortsætter - ligesom vi har prioriteret at ansætte ambitiøse og hårdtarbejdende trænere, hvor potentialet er rigtig spændende - ligesom evner til at tænke i helheder, spiller og klub har haft stor prioriteret.

- Det er en meget stærk sammensætning af talentudviklere, vi kan præsentere for sæsonen 2020/2021. I AGF Talent har vi igennem den seneste periode udviklet en særdeles stærk og tydelig fodboldfaglig retning, hvor cheftræneren er en særdeles vigtig del i den fremtidige implementering og videreudvikling - herunder spillestilen i AGF Talent. Ligeledes ser vi rigtig stærke kompetencer i vores kommende cheftrænergruppe i forhold til udvikling af individuelle færdigheder hos vores U-spillere - med et klart mål om at uddanne endnu flere spillere til vores Superligahold.

- I AGF's talentudvikling er spilleren og klubben det absolut vigtigste - herunder er træneren en meget afgørende nøgle i netop spillerens udvikling - og dermed på langt sigt også klubbens. Vi har et klart mål om at flytte spillernes individuelle færdigheder, så de kan begå sig på højeste nationale niveau - og dermed på sigt forøge produktiviteten til Superligaholdet, siger Martin Bloch.

Cheftrænerbemandingen til 2020/21-sæsonen kommer til at se således ud:

U10: Elliot Senniksen
U11: Emil Udsen
U12: Christian Ravn
U13: Jonas Rothausen
U14: Mikkel Koch Schøning
U15: Jonas Grauslund
U17: Sancheev Manoharan
U19: Fatah Abdirahman
B+ : Mahmoud Dirawi
U+ : Kasper Kececi  

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet