AGF sælger Bundu i historisk stor handel

Af: SHC - 7. august 2020, kl. 11:21

Mustapha Bundu skifter med øjeblikkelig virkning til Anderlecht i en historisk stor handel for AGF.

Fire år efter han første gang satte sine fodboldstøvler på Fredensvang, skifter Mustapha Bundu nu Aarhus ud med Bruxelles og den belgiske storklub RSC Anderlecht.

AGF har således solgt den offensive og målfarlige kantspiller, der skifter med det samme til Anderlecht, som er godt i gang med at forstærke deres hold til den nye sæson i den belgiske Jupiler Pro League.

- Vi er nået til enighed med Anderlecht om en tilfredsstillende transfersum for Mustapha Bundu, som har været i søgelyset hos Anderlecht i et stykke tid. Og da Bundu også er nået til enighed med klubben om sine personlige vilkår, er en transfer nu en realitet. Vi kommer til at savne Bundu, hvis kvaliteter på banen vi alle kender og især har oplevet i den netop afsluttede sæson, hvor han har været 'outstanding' og virkelig har fået sit gennembrud i 3F Superligaen. Nu er tiden inde til, at Bundu skal ud og prøve sig af på en større scene, og det ønsker vi ham al mulig held og lykke med, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Mustapha Bundu kom til AGF i sommeren 2016 som ganske ung spiller fra Hereford F.C. i England, for hvem han spillede, mens han læste på college. En prøvetræning i AGF gav ham en et-årig kontrakt, der efter et halvt år blev forlænget til sommeren 2021. Da havde Bundu allerede vist sit potentiale i 3F Superligaen, hvor han fik debut i en kamp mod Brøndby IF i oktober 2016.

Men efter 109 kampe og 21 mål forlader Bundu altså nu AGF.

- Det er altid med vemod, når vi sender spillere afsted - især når de som Bundu har været her fra de var ganske unge og har udviklet sig - både som spillere og som mennesker i klubben, hvor vi har set Bundu blive en voksen mand og en profil for os. Men det er også med stolthed og glæde, at vi nu ser ham få chancen i en så stor klub som Anderlecht, hvor jeg tror han vil gøre det godt, siger Peter Christiansen.

Mustapha Bundu er rejst til Belgien og Anderlecht, hvor han tiltræder med det samme. De to klubber har aftalt ikke at offentliggøre detaljer i handlen.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet