Gjensidige Kvindeligaen: Nederlag i sæsonpremieren

Af: BJ/Fotos: Dejan Obretkovic, Gonzales Photo Sport - 10. august 2020, kl. 8:59

I stegende hede på Right to Dream Park løb AGF Kvindeliga ind i et 0-4-nederlag til FC Nordsjælland i sæsonpremieren i Gjensidige Kvindeligaen. Cifrene var dog lidt misvisende i forhold til kampforløbet, som var meget lige indtil de sidste 10 minutter.

Efter en lidt nervøs start, hvor premierenerverne tilsyneladende lige skulle rystes af de hvide trøjer, som spillerne for første gang bar i en officiel kamp, fik AGF-holdet stille og roligt fint greb om spillet. Med Maria Denius som omdrejningspunkt på den centrale midtbane blev der kombineret fint, og en af disse sekvenser førte efter syv minutter til en pæn mulighed til Mathilde Kruse. Hun blev spillet fri i højre side, men lidt ude af balance afsluttede hun i sidenettet.

Hjemmeholdet, der på forhånd var udpeget til at være en af DM-favoritterne, skabte ikke det store i de første 20 minutter. AGF-defensiven med Sofie Vendelbo og anfører Christina Ravn havde godt styr på FCN's offensivspillere, men efter 23 minutter kunne de dog ikke forhindre, at Lærke Tingleff bragte sit hold i front. Fra kanten af feltet kanonrede hun bolden i mål uden chance for AGF-keeper Katrine Svane.

Kort efter føringsmålet kunne hjemmeholdet have gjort ondt værre. Nærmest fra samme sted, som scoringen faldt, kom de frem til en afslutning, som dog denne gang gik over mål.

AGF fik herefter igen styr på spillet og havde en del boldbesiddelse. Der var flere gode sekvenser, hvor bolden blev flyttet godt rundt, men når der skulle sættes trumf på foran FCN's mål, manglede lige det sidste, og derfor blev det aldrig for alvor farligt. Hjemmeholdets 1-0-føring holdt således halvlegen ud.

FCN - AGF 08.08.2020-3992

Anden halvleg
Et beslutsomt AGF-hold kom ud til anden halvleg med stor energi og sad på spillet i de første ti minutter. En stor mulighed kom der også ud af anstrengelserne. En smart hjørnesparkskombination førte til en fri skudmulighed til Christina Ravn, der dog måtte se sit forsøg blive reddet  på stregen - og desværre var det holdkammeraten Sofie Bloch, der uheldigt stod i vejen.

Efter en time satte FCN nye offensive kræfter i spil, og det var efter få minutter tæt på at føre til en scoring, men AGF-defensiven slap med skrækken.

Med godt tyve minutter igen måtte Christina Ravn lade sig udskifte med en knæskade efter et solouheld, og det tvang cheftræner Anders Nim til at skifte over til en 3-5-2-formation og skabte måske ganske forståeligt lidt usikkerhed i de bagerste geledder.
FCN - AGF 08.08.2020-4089

Kort efter havde Emma Andersen dog bud efter en udligning med et lumsk skud, men overliggeren stod i vejen. 

Det samme var tilfældet minuttet efter i den anden ende af banen. Et flot hovedstødsforsøg fik Katrine Svane lige akkurat det yderste af fingerspidserne på og med hjælp fra overliggeren forhindrede hun en scoring.

I slutfasen jagtede AGF-spillerne en udligning, men som det ofte var tilfældet, manglede lige den sidste beslutsomhed og skarphed, når de nærmede sig hjemmeholdets målfelt. Efterhånden begyndte kræfterne også at slippe op, og det udnyttede FCN til at gøre det til både 2-0, 3-0 og 4-0 i slutminutterne. En lidt ærgerlig afslutning på kampen, hvor AGF-spillerne ellers havde været godt med og spillet lige op med hjemmeholdet.

Spillemæssigt leverede holdet fine takter og kunne med lidt tur i den godt have udlignet FCN's føringsmål i den gode periode, som holdet havde efter pausen. Nu blev det i stedet til et lidt misvisende 0-4-nederlag.

Næste opgave i Gjensidige Kvindeligaen er på lørdag, hvor de forsvarende danske mestre fra Fortuna Hjørring er modstanderen i Ceres Park. Køb billetter til kampen her >>

Kampfakta - Gjensidige Kvindeligaen
FC Nordsjælland - AGF 4-0 (1-0)
1-0: Lærke Tingleff (23')
2-0: Cecilie Larsen (84')
3-0: Camilla Kur (86')
4-0: Kathrine Kühl Møller (90+6)

Advarsler:
FCN: Marlene Larsen
AGF: Sofia Bloch

AGF:
Katrine Svane - Emma Andersen, Sofie Vendelbo, Christina Ravn (69: Sofie Kamp), Christina Beck - Cecilie Johansen, Maria Denius, Freja Storm (75: Hannah Bacon), Mathilde Kruse  - Sofia Bloch, Maria Herdel

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet