Lassen hædret med Martin Jørgensens talentpris

Af: BJ - 3. august 2020, kl. 18:18

I forbindelse med årets hovedgeneralforsamling i AGF af 1880 blev Mikkel Møller Lassen hædret med Martin Jørgensens Talentpris, og derudover var der også pokaler til U19-spiller Jonas Yderholm og U15-spiller Emil Dissing.

U19-spiller Mikkel Møller Lassen, der fra den nye sæson starter på fuld tid i Superliga-truppen, blev hædret med Martin Jørgensens talentpris - en pris, som blandt andre Albert Erlykke Grønbæk, Magnus Kaastrup, Nimo Gribenco og Oskar Buur tidligere har modtaget.

I motivationen stod der blandt andet, at "Mikkel Møller Lassen er eksponent for de værdier, der kendetegner en AGF'er: Hårdt arbejde, ansvarlighed og en stor vilje til at vinde. Han kom til AGF i 2013 som U11-spiller fra samarbejdsklubben Odder IGF og har gennem alle årene repræsenteret klublogoet på bedste vis. Han er seriøs, ærgerrig og vellidt blandt sine holdkammerater, som altid kan regne med, at de får en 100 % indsats fra Mikkel - han går forrest både til træning og kamp og er i besiddelse af en smittende vindermentalitet."

Aage Rou Jensens ærespokal gik i år til U19-spiller Jonas Yderholm, der for to år siden skiftede til AGF fra Lyseng, og anerkendelsen blev blandt andet begrundet med, at han altid leverer en dedikeret indsats og er en holdkammerat, man kan stole på - både på og uden for banen.

Endelig blev U15-spiller Emil Dissing, der skiftede fra samarbejdsklubben Brabrand IF til AGF i 2017, hædret med Børge Kaisers Sølvstøvle. Med sit talent og sin flid har han gjort sig fortjent til denne pris, der er opkaldt efter den navnkundige ungdomsleder Børge Kaiser.

Dissing

Emil Dissing med det synlige bevis 'Børge Kaisers Sølvstøvle'

Billedet øverst: Jonas Yderholm (tv.) og Mikkel Møller Lassen.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet