U17 åbner sæsonen i Ceres Park

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 7. august 2020, kl. 0:01

Ceres Parks indbydende grønsvær danner lørdag rammen om U17's sæsonpremiere mod Silkeborg IF.

I spidsen for holdet står Sancheev Manoharan, der har overtaget cheftræneransvaret efter Dennis Ramonn. Manoharan var i sidste sæson B+/U+ træner i AGF, men har tidligere været træner for 2004-årgangen og har derfor allerede et indgående kendskab til spillerne.

- Vi har nogle spændende spillere, som kan meget med bolden. Vi har dygtige offensivspillere, der kan afgøre kampe, og vi har dygtige defensiv-spillere, som sætter en stor ære i at forsvare. Truppen er et godt match af spillere fra 2004 og 2005, hvor 05'erne skal op og mærke til liga-fodbold, vænne sig til et højere tempo og være mere afklarede i deres aktioner. 04'erne skal ind og tage endnu mere ansvar, og vi forventer os meget af dem, da de fleste af dem allerede har spillet en del U17 Liga-kampe. Men vi bringer også de 05'ere, der er klar. Ja, de spillere, der præsterer, kommer til at spille, siger den nye U17-cheftræner.

Rent spillemæssigt har han som målsætning, at hans mandskab bliver i stand til at diktere kampene.

- Jeg forventer, at vi kommer til at se et AGF-hold med et afklaret udtryk - både med og uden bold. Vi skal gerne kunne se, at de ting, vi arbejder med og gerne vil have frem, også er det, vi ser ude på banen, siger Manoharan og uddyber:

- I forhold til den måde, vi vil spille på, så går vi efter at diktere kampene både med og uden bold. Det er en af vores spillestilsværdier. En anden værdi er, at vi gerne vil være aggressive, og det betyder, at vi ofte vil gå højt på modstanderen. På bolden vil vi gerne have flere pasninger i holdet. Vi har som sådan ikke en resultatmålsætning, men vi skal være gældende i hver kamp. Uanset hvem vi møder, skal vi gerne kunne se et tydeligt udtryk i den måde, vi spiller på.

Lørdag går det løs med sæsonpremieren, og Sancheev Manoharan ser frem til at sende sine spillere i aktion.

- Vi har en flok drenge, som er målrettede og klar til at give den fuld gas. Det er vi også som trænere, og vi glæder os bare alle sammen til at komme i gang.

To nye spillere er stødt til truppen i sommerpausen. Emil Dybdahl og Niklas Glarman er nye ansigter fra henholdsvis tst og TRIF, og derudover er en gammel kending i skikkelse af Axel Mors Larsen vendt tilbage efter endt efterskoleophold. Se hele truppen her >>

Sæsonpremieren mod Silkeborg har kampstart kl. 16.30 og spilles som nævnt i Ceres Park. Der er adgang for tilskuere på A-tribunen.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet