U19 fortsat ubesejret

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 1. september 2020, kl. 10:18

U19 var på hælene i lørdagens liga-kamp mod AaB på bane 1 på Fredensvang, men det lykkedes alligevel at få et enkelt point ud af kampen, der endte 1-1.

Det blev et opgør, der i store perioder i for høj grad blev spillet på AaB's præmisser. Især i første halvleg havde AGF-mandskabet svært ved at få sat tingene sammen på den rigtige måde, og det var derfor heller ikke ufortjent, at gæsterne tog føringen godt midtvejs i halvlegen. Nordjyderne kunne dog samtidig være godt tilfredse med, at de ikke var blevet reduceret til ti mand, idet et voldsomt frispark på Jonas Yderholm, der ellers ville have haft frit løb mod mål, kun blev takseret til en advarsel.

Selvsamme Yderholm tog dog revanche senere i halvlegen. Forarbejdet stod Frederik Ihler for. I venstre side erobrede han bolden, og fra en spids vinkel afleverede han på tværs til Yderholm, der køligt tog bolden bagom støttebenet og sendte den i mål til 1-1, hvilket også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg fik hjemmeholdet lidt bedre greb om kampen - uden at det dog aldrig blev helt godt. AaB kom stadig frem til gode muligheder, som en velspillende Asger Svendsen (billedet) tog sig af. I den anden ende fik både Nicolaj Sauer og Jonas Yderholm chancen til at blive matchvinder, men skarpheden manglede - og i sidste ende delte de to hold i porten.

- Vi må bare sige, at vi ikke rammer niveau i kampen. Vi træffer dårlige valg på bolden, og vi kommer til at forsvare alt for meget. Det bliver lidt bedre i anden halvleg, men stadigvæk ikke godt nok. Vi har en del, vi skal forbedre, og det kræver hårdt arbejde af os alle på træningsbanen, siger U19-cheftræner Fatah Abdirahman.

Kampfakta - U19 Ligaen
AGF - AaB 1-1 (1-1)
0-1: Zifarlino Nsoni (25')
1-1: Jonas Yderholm (33')

AGF:
Asger Svendsen - Daniel Jakobsen (77: Alexander Laursen), Thomas Kristensen, Viktor Storgaard - Oliver Lund, Nikolaj Sauer (85: Asker Beck), Mads Bager, Mathias Sauer (63: Faysal Halimi), Marius Hausted - Jonas Yderholm, Frederik Ihler (85: Sebastian Beraque)

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet