AGF Kvindefodbold: Flot efterår for U18 DM

Af: MJ - 29. december 2020, kl. 8:56

Der er god grund til optimisme hos den yngre del af AGF Kvindefodbold, hvor talenterne i U18 DM viste solide præstationer i løbet af efteråret.

AGF Kvindefodbolds U18 Piger, der spiller i landets bedste række, holder nu julepause oven på et flot efterår. 

Holdet overvintrer således på en flot fjerdeplads efter den første halve sæson i landets bedste ungdomsrække under de nye rammer og AGF-navnet.

Rent faktisk er det kun blevet til to nederlag i sæsonens første 11 kampe, og cheftræner Søren Kiilerich er da også meget tilfreds med præstationerne i efteråret.

- Det har været et fremragende efterår. I alle kampe har vi givet os selv et godt udgangspunkt tidligt i kampene, og vi har været dygtige til at yde et stort fysisk arbejde samt kæmpet helt indtil slutfløjt. Det er svært at være utilfreds med pigernes præstationer og arbejdsindsats til træning og i kampene, siger Søren Kiilerich.

- Vi har haft stort fokus på vores fysiske præstationer. Alle spillerne har rykket sig mere end ti procent, fra da vi startede til nu her. De er blevet meget hurtigere og mere udholdende. Den fysiske kapacitet har givet os en mulighed for at præstere i højt tempo gennem hele kampen - både med og uden bolden, tilføjer cheftræneren.

IMG_8866

I sæsonstarten kom U18-pigerne fremragende fra land ved at være ubesejrede i de første seks kampe i ligaen. Her blev det til fire sejre og to uafgjorte mod topholdene FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring, og det var især troen på egne evner, der bar holdet frem.

- Før sæsonstarten blev flere årgange fra nord og syd i Aarhus og Midtjylland samlet under AGFs farver. Dermed kom der en anden frisk tro på tingene, hvor denne tro sammen med pigernes præstationer til træning og i kampene bragte os rigtig langt i sæsonstarten, lyder det fra Søren Kiilerich.

Dernæst hed modstanderne Brøndby og Viborg Q på hjemmebane. Her tabte pigerne begge opgør, men det var kun med ét mål, og det er de to eneste nederlag i sæsonen. Derfor lægger cheftræneren ikke så meget i de to opgør, da spillerne har vist en god mentalitet til træning og i kampene.

- Vi taber en dum hjemmekamp mod Viborg. Derudover har vi tabt til Brøndby, som bare var bedre end os, men uden vi tabte stort. Alligevel er jeg rigtig godt tilfreds, da jeg synes pigerne har arbejdet rigtig koncentreret, forklarer Søren Kiilerich.

Julepause efter god afslutning
Holdet fik også sluttet godt af inden julepausen. Med sejre over både Vildbjerg og B93 samt et uafgjort resultat mod KoldingQ lykkedes det at gå ubesejret gennem de sidste tre kampe før vinterpausen.

Men ikke nok med de gode resultater har holdet også rykket sig i forhold til spillestilen, hvilket især kom til udtryk i den sidste kamp før julepausen mod Vildbjerg.

- I kampen mod Vildbjerg viste vi, at vi er nået længere med vores spillestil end i starten af sæsonen. Vi har arbejdet rigtig meget med vores pasningsspil, og hvordan vi gerne vil komme frem til modstanderens mål. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, men det er blevet meget bedre, fortæller Søren Kiilerich.

Forhåbninger om mere
Den gode afslutning på efterårssæsonen giver gode forhåbninger for forårssæsonen. Her venter der holdet 13 kampe, inden sæsonen er slut efter 24 spillerunder.

Troen på medaljer lever fortsat, men inden da er fokus at tro på sejren i hver kamp, der skal spilles i foråret.

- Det betyder rigtig meget, at vi fik sluttet efteråret af med gode præstationer. På den måde skal vi ikke bruge den første tid efter julepausen på at finde ud af, hvad vi gjorde galt. I stedet kan vi bygge videre på den gode udvikling, siger Søren Kiilerich.

- Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke kan ende i top-3 i denne sæson. Men først og fremmest er min ambition i foråret, at vi går ud til hver kamp med troen på, at vi kan vinde, og at vi stadig udvikler os som hold og fortsætter uddannelsen af den individuelle spiller, tilføjer cheftræneren.

Det gode efterår kommer i det første år under navnet AGF Kvindefodbold, som blev etableret i foråret, og som startede officielt 1. juli. Her gik AGF sammen med klubberne VSK Aarhus og IF Lyseng om at danne en elite-overbygning, der har til formål at styrke kvindefodbolden i Aarhus.

U18 Piger DM spiller på IF Lysengs licens og bygger dermed videre på det gode talentarbejde, der er bygget op i både IF Lyseng og VSK Aarhus.

Holdets næste udfordring er på udebane mod Viborg Q den 27. februar, inden der venter en hjemmekamp i Lyseng mod FC Nordsjælland den 7. marts.

U18DM Piger 27

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet