Der er lagt op til en klassiker, når vi på mandag spiller mod Brøndby IF på Ceres Park. Her sætter vi spot på vores kommende modstander.
Efter nederlaget i sidste weekend ude mod FC Nordsjælland skal
vi tilbage på sejrssporet, når vi mandag hjemme tager imod
rivalerne fra Brøndby i 3F Superligaens runde 11.
Seneste møde med Brøndby var i mesterskabsspillet i sidste sæson.
Det var den 26. juli, hvor vi hjemme på Ceres Park tabte med
0-1.
Gennem historien har vi spillet 105 kampe mod Brøndby. Her er det
blevet til 29 sejre og 57 nederlag, mens 19 kampe er endt uden en
vinder.
En kamp mod Brøndby i december er faktisk en sjældenhed, da vi kun
har mødt dem én gang tidligere i årets sidste måned. Det var
tilbage i 2017, hvor vi søndag den 10. december spillede 2-2 ude
mod de blå-gule - i øvrigt iført sørgebind til ære for Henning
Jensen, der netop var død inden kampen.
Modstander-nyt
Siden sidste sæson har Brøndby hentet et par forstærkninger ind
til holdet. Det drejer sig om den tidligere FC København-angriber
Andrija Pavlovic, der er kommet til fra østrigske Rapid Wien,
ligesom den paraguayanske venstreback Blas Riveros er hentet i
schweiziske Basel. Sidstnævnte er dog ude i længere tid med en
skade.
Op til denne sæson har Brøndby IF også vinket farvel til et par
spillere. Simon Tibbling er solgt til hollandske FC Emmen, mens
Kasper Fisker er skiftet til 1. divisionsklubben Fremad Amager.
Derudover er Jens Martin Gammelby udlejet til Lyngby, mens Ante
Erceg er udlejet til kroatiske NK Osijek.
På skadesfronten har Brøndby nogle tvivlsomme spillere til
mandagens opgør. Rezan Corlu og Blas Riveros sad begge ude med
skader i den seneste kamp mod Lyngby, hvor også Kevin Mensah og
Anton Skipper var ude af truppen. Tilmed måtte Andrija Pavlovic
forlade banen kort før pausen med en skade.
Brøndby har ingen spillere ude med karantæne til mandagens
kamp.
Form
Brøndby kommer ind til mandagens kamp efter en sejr på 4-1 hjemme
over Lyngby i mandags. Og Brøndby er inde i en god stime, hvor de
ikke tabt i de seneste tre opgør, hvilket placerer dem på en
øjeblikkelig førsteplads i 3F Superligaen med 21 point efter de
første 10 kampe.
Head to head
I de seneste fem kampe mod Brøndby er vi lykkedes med at
få point i tre af opgørene. I sidste sæson vandt vi begge indbyrdes
kampe i grundspillet, mens det i mesterskabsspillet blev til en
uafgjort og et nederlag.
Vi har vundet fire ud af de seneste otte kampe mod
Vestegns-klubben i 3F Superligaen, hvor de resterende fire kampe er
endt med to uafgjorte og to nederlag.
Med undtagelse af den første kamp mod Brøndby i mesterskabsspillet
i sidste sæson så har der været mål i de seneste 20 indbyrdes
kampe. I gennemsnit er der scoret 2,78 mål per kamp i alle vores
indbyrdes opgør mod Brøndby i 3F Superligaen - så mon ikke der er
gode muligheder for mål på Ceres Park på mandag - forhåbentlig
flest til os.
De seneste fem kampe mod Brøndby:
26.07.2020: AGF 0-1 Brøndby (Mesterskabsspillet i 3F
Superligaen)
14.06.2020: Brøndby 0-0 AGF (Mesterskabsspillet i 3F
Superligaen)
24.11.2019: AGF 2-1 Brøndby (3F Superligaen)
25.08.2019: Brøndby 0-3 AGF (3F Superligaen)
09.11.2018: Brøndby 2-0 AGF (3F Superligaen)
Profil
Jesper Lindstrøm har været en af Brøndbys store profiler i de
første 10 kampe i 3F Superligaen. Den 20-årige offensivspiller er
holdets topscorer med syv scoringer og to assists, og sammen med
Mikael Uhre har han været en af nøglepersonerne til den målfarlige
offensiv i Brøndby, der i alt har scoret 21 mål i 3F Superligaen i
denne sæson.
Begge klubber
Osama Akharraz, Mark Howard, Morten Duncan Rasmussen, Thomas
Hansen, Peter Foldgast, Baris Özgan og Marc Rieper er blot nogle få
af de spillere, der har en fortid i både AGF og Brøndby, hvor der
kan stilles et helt godt hold med spillere med en fortid i begge
klubber.
I den nuværende trup har vi fire spillere, der tidligere i
karrieren har optrådt i Brøndby. Det er Jesper Juelsgaard, Frederik
Tingager, Patrick Olsen og Patrick Mortensen.
Tingager og Olsen har begge været inde omkring ungdomsholdene i
Brøndby. Faktisk spillede Olsen fra start for Brøndbys hold, da vi
mødte dem i den mindeværdige hjemmekamp fra 2012, hvor vi løb med
sejren på 5-1.
Mortensen var i Brøndby fra 2007 til 2009 med et kortvarigt
lejeophold i Lyngby i efteråret 2009, mens Juelsgaard er den af
vores nuværende spillere, der senest har været på Vestegnen. Det
var han i en etårig periode fra 2015 til 2016, hvorefter turen gik
til Aarhus.
Mads Jørgensen er en anden spiller med en fortid i begge klubber,
da han i 2001 skiftede til Brøndby efter næsten 100 kampe for AGF.
I 2008 stoppede Mads Jørgensen sin aktive karriere efter han var
kommet hjem til AGF igen.
Foto fra fortiden
Bolden er på vej i mål efter Tomasz Mazurkiewicz hjemme i
Ceres Park i en kamp i 2001 har passeret Brøndby-målmand Kim
Drejs.
Ekstra facts inden mandag
Af de 12 Superliga-hjemmekampe vi har spillet i december, har vi
vundet syv og kun tabt én kamp.
Det er tredje gang i 2020 vi spiller hjemmekamp på en
mandag. En sejr vil være den tredje hjemmesejr i træk på en
mandag, hvilket ikke er set siden 1999.
Der er kampstart mandag den 7. december kl. 19. Desværre jo stadig uden mange tilskuere. Se i stedet kampen på TV3+ med optakt fra kl. 18.
Her ser vi tilbage på det historiske forhold til Brøndby IF >>>