Udsættelse skyldes store mængder vand

Af: AGF - 16. februar 2020, kl. 23:33

Der blev ikke spillet fodbold i Ceres Park i dag, efter forårspremieren blev udsat. AGF beklager udsættelsen, som skyldes store mængder vand, der gjorde banen uegnet til fodbold. Nu arbejdes der videre med en løsning.

Vores kamp mod Randers FC blev som bekendt i dag udsat til en ny dato. Udsættelsen skyldes, at de store mængder vand, der er kommet over Aarhus i den senere tid, har gjort banen ukampdygtig. Derfor blev det i formiddags - i dialog med Divisionsforeningen og Randers FC - besluttet at aflyse kampen til fordel for en ny spilledag. 

Også i Farum blev en kamp i dag aflyst, da FC Nordsjælland og AC Horsens måtte udsættes på grund af kraftig vind over Sjælland. Og vejrguderne har på den måde spillet 3F Superligaen et puds i årets første runde, hvor kampen på Ceres Park altså også blev udsat.

- Det nedbør, der er kommet i de seneste døgn, har været rigtig hård ved banen. Siden vores kamp i december mod Lyngby, hvor vi også var plaget af meget regn, har vi arbejdet med banen for at få den klar til i dag. Og vi var sådan set kommet frem til et okay resultat. Men når der så kommer så meget vand, som tilfældet har været i de senere døgn. Ja, så kan banen ikke følge med, fortæller driftschef i Ceres Park & Arena, Flemming Skytte, der i morges mødte ind med overbevisningen om, at kampen skulle gennemføres. 

- Men vi er ikke herrer over vejret, og da det begyndte at regne igen kraftigt, så var vi nødsaget til denne beslutning, tilføjer driftschefen. 

IMG_0566 15.56.12

Ny bane en mulighed 
I Ceres Park er der en såkaldt rullegræsbane, der blev lagt efter den seneste koncert i sommer, og den har fungeret rigtig fint i efteråret.

Men på grund af det filtlag, som rullegræs har, har banen sværere ved at absorbere store mængder vand. Det oplevede vi i efterårets sidste kamp, hvor banen blev meget medtaget, og op til forårspremieren er der også faldet ekstraordinært meget regn - og de seneste store mængder regn lørdag og natten til søndag gjorde altså, at en kampudsættelse blev nødvendig.

- Da vi efter vores sidste kamp i december mod Lyngby kan se, at banen har drænerings-problemer, har vi afhjulpet det så meget, vi kan, men det var ikke muligt at anlægge en ny bane - den mulighed forfølger vi nu her i foråret, fortæller direktør i AGF, Jacob Nielsen. 

Rettidig beslutning 
Beslutningen om en udsættelse blev truffet søndag formiddag efter en inspektion af banen og i dialog med Divisionsforeningen og Randers FC. Derefter blev beslutningen med det samme meldt ud. 

- Beslutningen er truffet så sent som overhovedet muligt. Så vi har været så rettidig, som vi kunne. Vi har også et hensyn at tage til vores mange gæster, hvis nu beslutningen skulle komme senere - for eksempel en time før kampen. Så timingen i forhold til beslutningen kunne ikke være anderledes, siger Jacob Nielsen, der i sagens natur også ærgrer sig meget over aflysningen. 

- En bane skal naturligvis kunne klare de mængder nedbør, vi har fået i Aarhus de senere måneder - også inden for det sidste døgn. Så vi må nu se indad, og vi gør alt, hvad vi kan for, at vi får en god bane at spille på i Ceres Park i dette forår, siger Jacob Nielsen. 

AGF beklager igen de gener, som dagens udsættelse medførte for fans, modstandere, sponsor og vores samarbejdspartnere. Lige så snart vi kender en ny kampdato, vil den blive meldt ud. 

Billetter til dagens kamp kan naturligvis bruges til den nye kampdato. Har man spørgsmål til sin billet eller eventuelt ønsker den refunderet kan man henvende sig til AGF Billetservice via agf-billet@agf-as.dk.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet