AGF’s netværk giver værdi for Anders Andersens Rengøring

Af: BJ - 13. februar 2020, kl. 13:18

Siden 2016 har Anders Andersens Rengøring været en del af sponsorkredsen i AGF, og nu rykker en af landets største rengøringsvirksomheder for første gang op som sølvpartner.

Årsagen til opgraderingen af sponsoratet skal først og fremmest findes i den værdi, som AGF's sponsornetværk giver for den landsdækkende rengøringsvirksomhed.

- Da vi gik ind i AGF for fire år siden som sponsor, var det med afsæt i de gode erfaringer, vi i forvejen havde med sportssponsorater - blandt andet i FC København. Engagementet i AGF skulle dengang styrke vores position i Aarhus, hvor vi netop havde åbnet en ny afdeling. De forventninger, vi havde til samarbejdet med AGF, er til fulde blevet indfriet. Vi har opnået større kendskab til os i Aarhus og store dele af Jylland, og vi har haft stort udbytte af netværksgrupperne. Begge dele er baggrunden for, at vi har valgt at løfte vores aftale op på et højere niveau. Vi får ganske enkelt værdi for pengene - både i form af nye kunder og øget synlighed, siger Jesper Lenskjold, salgschef i Anders Andersens Rengøring og tilføjer: 

- I 2016 understregede vi også, at vi gik ind i AGF med et længerevarende og vedholdende perspektiv for øje. Ud over at opnå et forretningsmæssigt udbytte, vil vi også gerne bidrage til, at landets næststørste by har et fodboldhold i toppen af dansk fodbold. Her fire år senere er det en stor fornøjelse, at vi på nærmeste hold kan opleve den positive udvikling, klubben er inde i. Vi ser frem til mange spændende oplevelser i Ceres Park og vil fortsat være en del af det stærke fællesskab i og omkring AGF.

Om Anders Andersen Rengøring
Anders Andersens Rengøring er en familieejet virksomhed, som blev grundlagt i 1968. I dag er Anders Andersens Rengøring en af Danmarks største rengøringsvirksomheder med tre landsdækkende driftsafdelinger - Erhvervsrengøring, Vinduespolering og Ejendomsservice - og mere end 1000 medarbejdere.

Læs mere på www.aaren.dk og www.rentudsagt.nu

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet