FRIIS & MOLTKE tegner partnerskab med AGF

Af: BJ - 7. februar 2020, kl. 13:29

En af landets mest toneangivende arkitektvirksomheder er ny bronzepartner.

Om få dage sparker AGF forårssæsonen i gang i 3F, og det bliver med en ny spiller på sponsorholdet. Arkitektvirksomheden FRIIS & MOLTKE, der har hovedkontor i Aarhus, er således ny bronzepartner.

- Vi har en stærk forankring i Aarhus - og det betyder også, at AGF fylder meget for mange af vores medarbejdere og kunder. Med vores engagement ser vi frem til at knytte endnu tættere bånd til Byens Hold. Der tegner sig spændende perspektiver for AGF - både på og udenfor banen - og vi vil gerne bakke op om, at Aarhus har et fodboldhold, der er med til at præge toppen af dansk fodbold, siger Mikkel Wienberg, der er partner og kreativ chef hos Friis & Moltke.

FRIIS & MOLTKE er grundlagt i 1954 af Knud Friis og Elmar Moltke. I dag er FRIIS & MOLTKE et aktieselskab med tegnestuer i Aarhus, Aalborg og København.

FRIIS & MOLTKE står bag et bredt spekter af arkitektopgaver, fra enfamiliehuse og støttet boligbyggeri til store eksklusive boligbebyggelser. Fra små offentlige institutioner til store planlægnings- og bygningsværker, som sygehuse, fængsel, sportsanlæg (bl.a. fire Superliga-stadions), erhvervs- og administrationsbygninger samt uddannelsesinstitutioner, altid med bygherrens behov i centrum, og med helhed og enkelhed som grundtanker.

Læs mere påwww.friis-moltke.dk

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet