Ny premiere-rekord på søndag?

Af: SHC / Foto: Getty Images - 14. februar 2020, kl. 13:25

Rekorden for en februarkamp i Ceres Park kan blive slået på søndag, hvor vi håber på over 10.000 på lægterne til forårspremieren mod Randers FC.

På søndag - den 16. februar kl. 16 - vender 3F Superligaen tilbage til Aarhus efter vinterpausen, når vi spiller årets første kamp hjemme i Ceres Park, hvor lokalrivalerne fra Randers FC kommer på besøg.

Og med to dage til kampen er der allerede nu så stor interesse for at overvære premieren, at AGF håber at slå rekorden for flest tilskuere til en forårspremiere - i hvert fald i februar måned. 

- Billetsalget har været støt stigende gennem hele vinteren og har i de senere dage taget fart. Så vi er ret optimistiske i forhold til interessen på søndag, hvor vi håber, at vi runder 10.000 på lægterne i Ceres Park, hvilket vil være et rigtig flot antal for en forårsåbner. For så mange har der aldrig før været til 3F Superliga-fodbold i februar i Aarhus, fortæller Morten Lerke, der er ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF.

Det højeste antal tilskuere til en forårspremiere i februar var 9.510 til en kamp mod FC København tilbage i 2014. Rekorden for en forårsåbner for AGF er 18.239 i en kamp mod netop søndagens modstander fra Randers FC. Men den kamp blev spillet i marts. 

- Så mange bliver vi nok ikke på søndag, men mindre kan også gøre det, og vi håber, at vi kan se frem til en ny februar-rekord, så holdet kan få den bedst mulige opbakning i bestræbelserne på en god start på foråret, siger Morten Lerke. 

AGF har i denne sæson den højeste stigning i tilskuergennemsnittet af alle klubber i 3F Superligaen. 29,2 % flere tilskuere har været til fodbold i Ceres Park end i sidste sæson. Gennemsnitligt har der været 11.124 til hver kamp i Ceres Park i efteråret 2019.

Kamp mod Randers FC spilles som nævnt søndag den 16. februar kl. 16 i Ceres Park. Mangler du stadig billet, så findes den her.

Facebookkamp (1)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet