Ny teknologi hjælper bilister nemmere hjem

Af: SHC / Foto: Jonas Laurien - 18. februar 2020, kl. 10:55

Det er stadig ikke meget, der slår en gåtur ned ad Stadion Allé. Men kommer man i bil til Ceres Park & Arena, så er det nu blevet lidt lettere at komme hjem.

Efter Aarhus Kommune har opgraderet en større del af lyssignalerne i området omkring Ceres Park og Arena, kan bilister nu se frem til en kortere rejsetid væk fra området. Det tyder de første resultater i hvert fald på, oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. 



Teknik og Miljø har siden efteråret 2019 opgraderet en del af de eksisterende signalanlæg i området omkring stadion, så de enkelte anlæg nu indgår i et samlet system, der kan styres og justeres centralt.

Anlæggene er desuden intelligente på den måde, at de selv kan opfange trafikmønstre og tilpasse sig derefter, og de første resultater tyder på, at systemet i den grad kan forbedre rejsetiderne.

Lyskryds -fest

- Vi har ventet spændt på de første resultater, og det viser sig heldigvis, at opgraderingerne har gjort en stor forskel. De har faktisk virket så godt, at rejsetiden ad for eksempel Jyllands Allé mod Marselis Boulevard er mere end halveret i forhold til den normale afvikling, hvilket vi naturligvis kun være tilfredse med, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Med den nye scenariestyring er rejsetiden ad Jyllands Allé efter en hjemmekamp altså forbedret og nærmer sig rejsetiden i normaltrafik. Ligeledes er rejsetiden ad Holmevej også kommet ned på et niveau, der ligner normaltrafik. 



Aarhus Kommune er også ved at opgradere krydset ved Chr. Filtenborgs Plads. Derfor forventes det, at der i fremtiden også vil være en væsentlig bedre trafikafvikling væk fra Ceres Park ad Kongevejen. 



Det nye system vil fortsat blive udbygget hen over de kommende år, og der vil løbende blive fuldt op med effektmålinger og eventuelle justeringer, som kan forbedre trafikafviklingen, når AGF har spillet hjemmekamp eller efter koncerter eller andre events i Ceres Park & Arena. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet