Stena Line lægger til kaj i AGF

Af: AGF / Foto: Stena Line - 10. februar 2020, kl. 15:00

I kølvandet på, at Stena Line netop har åbnet en ny rute mellem Østjylland og Sverige har AGF og Stena Line nu indledt et nyt samarbejde.

Den 1. februar kunne man for første gang sejle fra Grenaa til Halmstad i Sverige, da Stena Line åbnede en ny rute fra Østjylland til den svenske by i det naturskønne Halland.

Den nye rute afløser Stena Lines mangeårige rute til Varberg, og med den nye rute til Halmstad forbinder Stena Line nu Kattegatregionen og Aarhus, Grenaa og Halmstad endnu stærkere. 

Derfor har Stena Line - i kølvandet på åbningen af den nye rute - nu indgået et helt nyt samarbejde med AGF, hvor rederiet bliver ny såkaldt Guldpartner - det næsthøjeste sponsorniveau i den århusianske superligaklub. 

Aftalen er historisk, da det er første gang, at Stena Line går ind i en klub i 3F Superligaen på så højt et niveau. Og håbet er, at det nye samarbejde kan være med til at øge opmærksomheden om rederiets nye rute fra den østjyske region til Sverige.

- Den nye færgerute åbner store muligheder for udveksling inden for erhverv, sport og kultur - det så vi ikke mindst gennem den Kattegatalliance, der blev underskrevet, da vi offentliggjorde ruten. Derfor er det et naturligt, men også et nyt og spændende skridt for os gå i et partnerskab med AGF. Vi har i sagens natur et tæt forhold til Grenaa, hvor vi sejler fra, men vi vil også gerne tættere på Aarhus, der som storby i Kattegatregionen naturligvis udgør et interessant marked for os, og de bestræbelser kan et partnerskab med AGF bidrage meget til, fortæller Gitte Krog, der er salgs- og marketingchef hos Stena Line.

Skærmbillede 2020-02-10 Kl . 14.42.05

Hos AGF ser man frem til det nye samarbejde med Stena Line.

- Stena Line er en stor og velkendt virksomhed - nationalt som internationalt, og de har historisk set et stærkt bånd til Grenaa og resten af den østjyske region. Nu ser vi frem til at hjælpe Stena Line med at løfte kendskabet til den nye rute og vi glæder os over, at endnu et stort brand ser muligheder i et samarbejde med os. Vi byder Stena Line varmt velkommen som ny guldpartner i AGF og vi glæder os til at tage hul på samarbejdet, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen. 

Den nye rute mellem Grenå og Halmstad åbnede 1. februar. Med ruten har Stena Line nu 20 færgelinjer i 10 lande i Skandinavien, Storbritannien og Baltikum. I alt sejler Stena Line på 30 destinationer. 

Besøg Stena Line her 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet