Stort fodboldlotteri vender tilbage

Af: SHC / Foto: Ole Nielsen - 26. februar 2020, kl. 15:37

Det Store Østjyske Fodboldlotteri, der startede sidste år med stor succes, vender nu tilbage. 
Igen går overskuddet til at styrke børnefodbolden i Østjylland.



Sidste år blev der rejst over en halv million kr. til børne- og ungdomsfodbolden i Østjylland. Midlerne kom fra Det Store Østjyske Fodboldlotteri, der havde premiere i foråret 2019 og som skal rejse penge til AGF's samarbejdsklubber og deres 20.000 unge fodboldspillere. 



Det Store Østjyske Fodboldlotteri er skabt af AGF i samarbejde med klubbens samarbejdsklubber, der sælger lodsedlerne og dermed får glæde af de indsamlede midler. 



20190901_092__A1_5935 (1)

- Vores vision er, at AGF Klubsamarbejdet skal være landets førende fodboldfællesskab, og vi ønsker derfor at styrke klubbernes mulighed for at udvikle deres arbejde med både bredde- og elitefodbolden på ungdomsplan. Derfor startede vi sidste år et stort lotteri, hvor klubberne har mulighed for at sælge lodder og dermed tjene penge til klubben selv. Og igen i år har vi været i tæt dialog med klubberne om udformningen og vi er nu klar til at rulle det ud igen til alle, fortæller René Frost, der er chef for AGF Klubsamarbejde. 



Udover at klubberne selv direkte modtog midler fra lotteriet, så gik overskuddet fra 2019 også til ansættelsen af en børnekonsulent og udarbejdelsen af træningsprogrammer til klubbernes frivillige trænere og ledere. 



- Vores samarbejdsklubber gør et kolossalt stort stykke arbejde med børne- og ungdoms-fodbolden. Men trænere, ledere, forældre og andre frivillige efterlyser ofte inspiration og hjælp til at gøre det endnu bedre. Det kan en børnekonsulent nu hjælpe dem til - så på mange måder er lotteriet hjælp til selvhjælp, tilføjer René Frost. 



Skærmbillede 2020-02-26 Kl . 15.24.47

En af de klubber, der sidste år solgte flest lodsedler, er Thorsager Rønde Idrætsforening, TRIF, som derfor havde et hold på besøg på Fredensvang til en særlig træning af AGF's cheftræner, David Nielsen. I år håber TRIF igen at være blandt de bedste til at sælge de nye lodsedler.



- Som en samarbejdsklub vil vi gerne bakke op om tiltag som dette, som både hjælper os ved, at vi tjener penge til vores klub, men også til hele fællesskabet. Så vi glæder os til at være med igen og ser frem til at rejse midler til os og til klubsamarbejdet, siger Rikke Baarstrøm, der er formand for fodboldafdelingen i TRIF. 



Det Store Østjyske Fodboldlotteri sælges i år fra d. 15. april - 15. oktober. 



Samarbejdsklubber kan læse mere om lotteriet her. 

Se hvordan det gik, da supersælgerne var på besøg på Fredensvang sidste år. Den gang blev de bedst sælgende årgange; TRIF U12 Drenge, Viby IF U9 Drenge og Skødstrup SF's U11 Drenge.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet