AGF sætter milepæl i aften

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 5. juli 2020, kl. 12:11

Det er en historisk dag i Aarhus i dag. For efter fire måneder uden mange tilskuere i Ceres Park på grund af covid-19 restriktioner åbnes der i aften igen op for et firecifret antal fans, når AGF møder FC København.

I den forbindelse fik AGF i fredags godkendt en plan for 8.300 tilskuere, som dermed igen får muligheden for at bakke deres hold op efter fire måneders fravær.

Der er stadig billetter tilbage til kampen. Men uanset, hvor mange som kommer i aften, så skriver kampen sig ind i historiebøgerne under corona-krisen som den fodboldkamp i Nordeuropa med flest tilskuere.

Der er således ingen andre steder i Norden eller i vores nærmeste nabolande, hvor de har genoptaget fodbolden, at en kamp vil blive overværet af så mange som tilfældet bliver i aften.

Og de andre kampe i 3F Superligaen har enten ikke åbnet for mere end 500 tilskuere eller har ikke haft tilladelse til så mange som i Ceres Park, der altså bliver centrum for endnu en milepæl i corona-tiden.

- Vi glæder os til, at vi kan åbne portene til Ceres Park for flere tusind gæster. Det kommer til at kræve meget fra både vores organisation og for publikum, der skal overholde spillereglerne. Derfor er det et fint skulderklap til både klubben og til Aarhus, at vi i dag bidrager til historieskrivningen under genåbningen af fodbolden, siger Morten Lerke, der er ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF og som dermed står i spidsen for arbejdet med at indrette Ceres Park sundhedsmæssigt forsvarligt og efter myndighedernes nye retningslinjer.

Ceres Park -Aarhus Stadion 280517-39 (1)

Stadig billetter tilbage
Der er endnu ikke udsolgt til kampen, hvilket kan forklares med, at vi nu er godt inde i skolernes sommerferie og, at vejret ikke har været godt i det seneste døgn. Og så kan nogen måske stadig være bekymret for at tage del i store fælles oplevelser.

- Men det skal man absolut ikke være. Vi overholder alle retningslinjer, og hvis man sørger for at orientere sig godt på forhånd og holde afstand, så skal det nok blive en god oplevelse for alle, siger Morten Lerke, der håber, at de resterende billetter til kampen bliver solgt i løbet af dagen.

- DMI fortæller, at vejret klarer op og holder tørt i aften. Så vi kan kun opfordre til at man benytter sig af den her unikke lejlighed til igen at komme til fodbold i Ceres Park. Vi ved, at mange har savnet det - det har vi også selv. Og har man det, så er det altså nu, man skal komme ud og støtte holdet i den spændende kamp, som venter os i aften, tilføjer Morten Lerke. 

Køb billet til topopgøret mellem Aarhus og København i aften her >>>

Instagram1 (14) 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet