AGF styrker offensiven med angrebstalent

Af: BJ - Foto: Getty Images den 16. juli 2020, kl. 14:48

20-årige Søren Tengstedt skifter til AGF fra 3F Superliga-konkurrenterne AaB på en fireårig aftale.

AGF får dermed papir på en ung angriber, der allerede kender vejen til målet i Ceres Park. Da AaB var modstanderen i Mesterskabsspillet i slutningen af juni, havde Søren Tengstedt med en flot frisparksscoring andel i nordjydernes 4-1-sejr. Nu bliver det i stedet i den hvide trøje, at han de kommende år skal bidrage med mål og assists, idet AGF med virkning fra 1. august har indgået en fireårig aftale med den unge angriber.

- Søren er en ung, lovende offensivspiller, der i dette forår ikke har behøvet ret meget spilletid i Superligaen på at give flere prøver på det uomtvistelige potentiale, han besidder. Præstationer, der også har bragt ham ind omkring U21-landsholdet. Det er en spiller, vi kender rigtigt godt fra hans ungdomstid i Aalborg, og som nu også har vist sine kvaliteter flot frem i Superligaen. Han er en spiller, der er rigtig dygtig i kombinationsspillet i og rundt om modstanderens straffesparksfelt. Der sidder et rigtigt godt venstreben på ham, og så kan han stort set spille på alle de offensive positioner og kommer til at give os yderligere dimensioner i vores angrebsspil.

- Da muligheden bød sig for at få ham til AGF, havde vi ikke den store betænkningstid. Vi er glade for, at han ser AGF som det næste skridt i sin karriere, og vi har også en klar forventning om, at vi med vores stærke setup kan hjælpe ham til at fortsætte den positive udvikling, han er inde i, siger sportschef Peter Christiansen.

Søren Tengstedt fik sin fodboldopvækst i Nibe Boldklub og Aalborg Freja, inden han som U13-spiller skiftede til AaB. I sommeren 2019 blev han en permanent del af AaB's førsteholdstrup, og han debuterede for nordjyderne 22. september 2019. I alt står han noteret for 15 førsteholdskampe og to scoringer for AaB. Hans præstationer det seneste år har bragt ham ind omkring det danske U21-landshold, hvor han debuterede i en venskabskamp mod Slovakiet i januar 2020.

Søren Tengstedt starter i AGF, når forberedelserne til den nye sæson indledes medio august.

Tengstedt 2_GI

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet