Europa venter efter flot playoff-finale mod OB

Af: Jonas Roulund - Foto: Getty Images - 30. juli 2020, kl. 9:57

Dansk fodbolds sidste plads i Europa stod på spil onsdag aften, da vi tog i mod OB til sæsonens sidste Superligaopgør. En kamp, der udviklede sig lige efter hjemmeholdets hoved.

I regn og slud skal AGF'erne ud, og således indledtes dagens playoff-affære da også under en klassisk dansk grå sommerhimmel. Den blev dog forvandlet i takt med spillets gang, og da dommeren fløjtede af efter 90 minutter var der lutter solskinssmil at se under aftenhvælvingen, hvor end man kiggede hen på Ceres Park.

I søndags fejrede vi de første medaljer siden 1997, og i dag kunne spillerne så fuldende en massiv sæson, da de stribede fra OB kom på besøg til det 78. opgør mellem klubberne.

Trods 22 points forskel i tabellen i AGF's favør, skulle de to hold nu kæmpe om den sidste danske plads i Europa - og kæmpet det blev der!
Kampen blev indledt med et fint AGF-pres mod gæsternes målende, og det blev kendetegnede for hele opgørets mønster.

Gift Links havde fået chancen fra start, og den udnyttede han gennem hele 1. halvleg til at skabe aktivitet i modstandernes felt. Inden for de første minutter havde den lille afrikaner afsluttet tre-fire gange, mens OB knap havde rørt bolden endnu.

Topscorer Mortensen fik en særdeles stor mulighed for at udbygge sin målhøst, da Ankersen smart brød et OB-opspil og sendte angriberen alene med OB-keeperen, men 9'eren overplacerede desværre sit lob.
Vi skulle frem til det 37. minut, før OB blev rigtigt farlige. Her drev Jens Jakob Thomasen hurtigt bolden frem, blev tacklet, men fik den tilbage i hovedet ved en tilfældighed og kom dermed til en afslutning, der gik snert forbi Eskelinens stolpe.

Kort inden pausefløjt fik hjemmeholdet så det, hele Aarhus ventede på. Bror Blume sendte et missil afsted fra distancen, og udplacerede Oliver Christensen i OB-målet. Nettet blafrede, bolden lå stille i rusen, og klapsalverne buldrede ud over Marselisborg Skoven - 1-0 til AGF og så til pause.

Getty Images -1227830161

Sprudlende 2. halvleg satte alt på plads
Knap var holdene kommet ud af omklædningsrummet, før vi fik fordoblet føringen! Et OB-opspil blev brudt, og så var Mortensen pludselig alene med Christensen. Denne gang svigtede målmageren ikke, og så brød Ceres Park endnu en gang ud i jubel. 2-0!

Getty Images -1227831318

De følgende minutter virkede OB opgivende, mens vi tromlede afsted. Diks, Blume og Mortensen kom til flere afslutninger lige efter hinanden, men den sidste skarphed manglede for at lukke det hele.

Nå, lykken varer jo ikke evigt siger man, og den fik da også et nøk nedad, da Kasper Larsen opsnappede et indlæg og sendte fynboerne tilbage i kampen med en skarp afslutning efter 56 minutter. 2-1, og så skulle nerverne tøjles for de hvide fans på lægterne, der ikke har været vidne til europæisk fodbold siden kvalifikationskampene mod FC Dila Gori i 2012.

Getty Images -1227831739

Spillerne gjorde nu deres for at berolige hjemmepublikummet, da de igen tog fat og fik ro i spillet. Thorsteinsson erstattede dagens Man of the Match - Gift Links, og islændingen overtog kanten med samme energi. Det resulterede i flere fine indlæg, blandt andet et par stykker, der endte hos Blume, som fik sendt den ene afslutning på overliggeren og den anden forbi mål fra feltkanten.

OB er en af David Nielsens favoritmodstandere med 2,3 point i snit per kamp gennem trænerkarrieren, og da de sidste tyve minutter gik uden nævneværdige chancer, men med en masse fight fra begge mandskaber, så endte det hele med en udbygning af den gode statistik. Derudover fik vi et flot comeback i slutminutterne til vores vanlige kaptajn Backman, der kom ind i stedet for Bror Blume for at hive 2-1 sejren i land.

Efter 90 minutter plus det løse kunne spillere, fans og stab lade jublen få frit løb, og nu kan vi glæde os til en sommer i Europa, som Rasmus Nøhr synger...

Tak for den store opbakning i denne sæson. Vi håber at se jer alle igen, når den nye starter. 

Getty Images -1227831700

Kampfakta Superligaen
AGF - Odense Boldklub 2-1 (1-0)

1-0: 44' Bror Blume

2-0: 47' Patrick Mortensen

2-1: 56' Kasper Larsen

Tilskuere: 8.247

MOTM: Gift Links

Advarsler:
AGF: Kevin Diks, Alxeander Munksgaard, Jakob Ankersen, William Eskelinen, Jon Dagur Thorsteinsson.
OB: Issam Jebali, Marco Lund, Jeppe Tverskov

AGF:

William Eskelinen - Alexander Munksgaard, Frederik Tingager, Sebastian Hausner, Kevin Diks - Bror Blume (88: Nicklas Backman), Nicolai Poulsen, Benjamin Hvidt, Gift Links (59: Jon Dagur Thorsteinsson), Jakob Ankersen - Patrick Mortensen (78: Nicklas Helenius)

OB:
Oliver Christensen - Jeppe Tverskov, Kasper Larsen, Marco Lund (45: Moses Opondo) - Oliver Lund (30: Aron Elis Thrandarson), Mads Frøkjær-Jensen, Jens Jakob Thomasen (77: Robin Dahl Østrøm), Troels Kløve, Jørgen Skjelvik - Max Fenger (87: Sander Svendsen), Issam Jebali (45: Mikkel Hyllegaard)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet