Tre på stribe for U19 efter flot præstation

Af: BJ - Foto: FotoTrine/vildmedfoto.dk den 1. juli 2020, kl. 18:53

U19 har indtil videre gjort rent bord i slutspillet i den landsdækkende liga. Onsdag eftermiddag blev det til en 3-2-sejr over FC Nordsjælland - og dermed er AGF-mandskabet som minimum sikret en fjerdeplads og kvalifikation til Baltic Sea Cup i den nye sæson.

Sejrsmålet mod FC Nordsjælland blev sat ind i overtiden af Frederik Ihler efter oplæg fra Mostafa Marouff. Forud var gået en U19-kamp på et meget højt niveau, hvor AGF-drengene ikke stod tilbage for de kombinationsstærke nordsjællændere.

Godt nok startede hjemmeholdet bedst og bragte sig også i front, men omkring midtvejs i halvlegen fik AGF-drengene greb om spillet og producerede flere store chancer, der dog ikke blev udnyttet. 

Kort før pausefløjtet blev hjemmeholdet reduceret til 10 mand, og det gjorde selvsagt betingelserne lidt nemmere for U19, hvilket for alvor kom til udtryk efter pausen. Magnus Kirchheiner sørgede efter 55 minutter for udligningen, og få minutter senere sendte Frederik Ihler føringsmålet i netmaskerne. 

Med en halv time igen bragte FCN balance i regnskabet direkte på frispark, og herefter bølgede den velspillede kamp frem og tilbage med de fleste muligheder til AGF-mandskabet, og derfor var det ikke ufortjent, at Ihler med sin anden scoring kunne afgøre kampen i overtiden.

- Vi viser i dag et offensivt udtryk, som er voldsomt. Vi skaber adskillige store chancer, og det er kun manglende kvalitet, der gør, at vi ikke scorer i første halvleg. Vi lykkedes med den gameplan, vi på forhånd havde lagt pg får doseret vores kræfter godt. Det gør, at vi er i stand til at stresse FC Nordsjælland gennem hele kampen. Alle bidrager til det - også de spillere, der kommer ind gør en forskel - og det, jeg mest hæfter mig ved, er, at vi slår FC Nordsjælland med deres midler, siger U19-cheftræner Fatah Abdirahman.

Med sejren over FC Nordsjælland er U19 nu som minimum sikker på at slutte som nr. 4, og holdet har dermed kvalificeret sig til Baltic Sea Cup i den nye sæson. I sidste spillerunde møder U19 på lørdag FC Midtjylland på udebane og kan med point i denne kamp overtage tredjepladsen fra FC Nordsjælland, såfremt sjællænderne i deres sidste kamp mod guldbejlerne fra OB henter færre point end U19.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet