Backman klar til at brøle igen - på banen

Af: BJ - 1. juni 2020, kl. 13:26

Niklas Backman måtte ufrivilligt stå over i torsdagens kamp mod Randers på grund af karantæne, men i aften er anføreren tilbage, og han ser frem til igen at kunne gøre en forskel på banen.

Det var en noget speciel oplevelse, Niklas Backman havde torsdag aften. Ikke så meget på grund af karantænen, der gjorde, at han ikke kom i kamp. Nej, det var mere, at han på grund af de meget strenge corona-protokoller for afvikling af kampene ikke måtte overvære den fra tribunerne i Ceres Park. I stedet fulgte han slagets gang hjemme fra sofaen.

- Det var meget nervøst at sidde hjemme i sofaen og følge med. Det er svært, når man ikke kan hjælpe holdet. Og jeg skreg så meget, da vi scorede, at jeg vækkede begge mine børn. Men det var det værd, fortæller Backman med et smil på læben.

Savner fansene
Som optakt til kampen var han på Tangkrogen for blive interviewet på scenen foran alle de AGF-fans, der deltog i drive-in arrangementet, og han var imponeret over støtten.

- Det var fantastisk at se så mange fans, der var mødt op. Man kan mærke, at de savner at komme på stadion, og vi savner også dem. Men det er fedt, at vi igen kan spille kampe - det er det, vi brænder for. Og forhåbentlig bliver det også snart med vores fans på tribunerne.

Offensivt udtryk
Det er dog ikke tilfældet i aften, hvor OB er modstanderen, og her forventer svenskeren en spændende duel.

- OB er et dygtigt hold med mange dygtige spillere, der gerne vil spille fodbold, så jeg tror, at det bliver en mere åben kamp end mod Randers, forudser Backman, der blæser til angreb.

- Selvom et enkelt point er nok for at sikre os pladsen i mesterskabsspillet, skal vi gå ud med et offensivt udtryk og forsøge at vinde kampen. Vi er klart bedst, når vi har en offensiv tilgang og jagter mulighederne. Det så vi i slutningen af kampen mod Randers, og det er også det udtryk, vi skal have i aften, slår Niklas Backman fast.

AGF-OB har kick off kl. 20.00. Hent billet til den virtuelle tribune her >>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet