Ceres Park klar til gæster på onsdag

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 12. juni 2020, kl. 11:05

Lidt har også ret. Onsdag vil der blive inviteret fans og samarbejdspartnere til hjemmekampen mod FC Nordsjælland. Men i første omgang kun godt 300.

Onsdag den 17. juni spiller vi den første hjemmekamp i mesterskabsspillet, når FC Nordsjælland kommer til Ceres Park til runde 28 med kampstart kl. 18. Her vil der være adgang for et mindre antal tilskuere efter myndighedernes nye retningslinjer for 3F Superligakampe, der tillader 500 personer på stadion. 



Derfor vil AGF - under de nuværende restriktioner - være i stand til at tilbyde godt 300 gæster adgang til kampen på Ceres Park. Det resterende antal inkluderer personer, der er på arbejde i forbindelse med kampdagen, som eksempelvis spillere og stab, tv-produktion, medier, stadionpersonale og andre personer med funktioner på kampdagen.

I forbindelse med kampen har AGF minutiøst gennemgået alle funktioner med henblik på at kunne øge antallet af gæster, således at flest mulige fans og partnere får mulighed for at komme til kampen. 

- Vi er rigtig ærgerlige over, at vi kun kan lukke et meget begrænset antal gæster ind til kampen på onsdag. Derfor har vi lagt os i selen for at kunne øge antallet af publikum i forhold til medarbejdere og stab - om det så blot er fem eller 10 personer ekstra, så betyder det meget for os, at vi kan få så mange fans og partnere med ind til kampen som overhovedet mulig, siger Morten Lerke, der er chef for publikumsoplevelser i AGF. 



Skærmbillede 2020-06-12 Kl . 10.52.41

Mere nyt mandag 
AGF kommer til at fordele adgangen mellem fans og partnere. Hvordan det nærmere kommer til at ske, vil blive meldt ud på mandag den 15. juni, hvor det meste af runde 27 i 3F Superligaen er blevet afviklet. Her spiller vi på udebane i Brøndby på søndag.



- Vi har stadig et håb om, at myndighederne vil løfte det nuværende forbud, så vi dermed får mulighed for at lukke endnu flere ind. Vi har udarbejdet en detaljeret protokol for, hvordan vi kan invitere op til 9.000 gæster under sundhedsmæssige forsvarlige og sikre forhold. Så vi er klar til flere end de 500, hvis muligheden opstår. Men indtil videre regner vi med, at vi må nøjes med de 500 på onsdag - og når der er opsamlet nogen erfaringer i løbet af den runde, der starter i dag, så vil vi mandag informere om, hvordan vi kommer til at håndtere fordelingen, fortæller Morten Lerke.

Allerede nu kan man dog få en billet til Fælles Fodbold, der vender tilbage på onsdag. Se mere her >>>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet