Effektive AaB slukkede pokaldrømmen

Af: BJ - Foto: Getty Images den 10. juni 2020, kl. 23:12

Trods to scoringer i kampens sidste kvarter blev semifinalen i Sydbank Pokalen endestationen, da AaB onsdag aften var modstanderen.

Blot tre dage efter 3-2-sejren over AaB i 3F Superligaen, var nordjyderne onsdag aften atter modstanderen på Aalborg Portland Park. Denne gang i semifinalen i Sydbank Pokalen, og selvom AGF-spillerne gik ind til opgøret med størst selvtillid, var det hjemmeholdet, der efter de 90 minutter kunne glæde sig over sejren og dermed en billet til årets pokalfinale. En sejr, der ikke kunne indvendes noget imod, selvom der i slutfasen blev spænding om resultatet.

I modsætning til søndagens opgør gik AaB denne gang lidt mere simpelt til værks og spillede med flere lange bolde, og det gav en mere urolig første halvleg præget af mange dueller og kampe om andenbolde. Et kampbillede, som AGF-spillerne ret beset håndterede bedst i de første 45 minutter, der dog generelt var fattig på chancer.

Midtvejs i halvlegen havde Casper Højer Nielsen et nærgående frisparksforsøg, der voldte AaB-keeper Andreas Hansen problemer, og kort efter førte et velkomponeret angreb til en god chance tæt under mål, men hverken Patrick Mortensen eller Mustpha Bundu formåede at få ram på bolden.

Det var også småt med nordjyske forsøg i de første 45 minutter, men første gang de sendte en afslutning indenfor målrammen, resulterede det i en scoring. AGF-defensiven blev fanget i ubalance, og det udnyttede Tom van Weert til at spille Iver Fossum fri - en chance, nordmanden ikke lod forpasse.

Getty Images -1219101659

Største AGF-mulighed inden pausen tilfaldt Mustapha Bundu, der blev sendt afsted på en friløber af Bror Blume, men desværre måtte Bundu se sin afslutning blive parereret af Andreas Hansen, og AaB's 1-0-føring holdt halvlegen ud.

Anden halvleg
Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før det for alvor blev op ad bakke for AGF-mandskabet. Først udbyggede Lucas Andersen AaB's føring i en situation, hvor AGF-defensiven ligesom ved den første scoring blev fanget i ubalance. Og få minutter senere scorede Iver Fossum for anden gang, da han efter et hjørnespark dirigerede en afslutning fra Patrick Olsen i mål.

Getty Images -1219102091

Nede med tre scoringer bragte David Nielsen nye kræfter i spil - og resten af halvlegen jagtede AGF-mandskabet et comeback, der så nærmest umulig ud. Indskiftede Nicklas Helenius var efter en time tæt på at nå frem til en dyb stikning, og som minutterne gik pressede AGF-spillerne mere og mere på. Med et lille kvarter igen gav det bonus. Jon Thorsteinsson fandt Benjamin Hvidt med en dyb stikning, og den indskiftede midtbanespiller sendte bolden på tværs i feltet til Bror Blume, der for anden kamp i træk scorede mod AaB.

Reduceringen gav fornyet tro på tingene hos AGF-spillerne, og få minutter senere var Patrick Mortensen tæt på for alvor bringe spændingen tilbage i kampen, men på Jon Thorsteinssons fine indlæg headede angriberen lige akkurat bolden på den forkerte side af overliggeren.

Minutterne gik, og det så ud til, at AaB skulle hive en 3-1-sejr hjem. Men i de døende sekunder sørgede Nicklas Helenius på Thorsteinsson fine oplæg for en reducering, der for alvor satte ild i kampen.

Getty Images -1219102524

 

Godt bakket op af de 28 AGF-fans, der havde fået lov til at være på tribunen, jagtede alle AGF'ere nu energisk den udligning, der kunne have bragt kampen ud i forlænget spilletid. Der var også et par situationer, hvor bolden dansede rundt inde i AaB-feltet, men tættere på kom AGF-spillerne ikke, og efter fem minutters tillægstid måtte de slukørede konstatere, at det ikke i denne omgang blev til en pokalfinale.

Getty Images -1219098638

Et slag er tabt, men på søndag venter allerede et nyt på udebane mod Brøndby, hvor den øjeblikkelige tredjeplads i 3F Superligaen skal forsvares. KSDH! 

Kampfakta, Sydbank Pokalen, semifinale
AaB - AGF 3-2 (1-0)
1-0: Iver Fossum (35')
2-0: Lucas Andersen (50')
3-0: Iver Fossum (54')
3-1: Bror Blume (77')
3-2: Nicklas Helenius

Advarsler:
AaB: Mathias Ross, Patrick Olsen
AGF: Niklas Backman, Jon Thorsteinsson.

AaB:
Andreas Hansen - Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Mathias Ross, Jakob Ahlmann - Iver Fossum (93: Kasper Pedersen), Magnus Christensen, Patrick Olsen  - Lucas Andersen (72: Frederik Børsting), Tom van Weert (81: Oliver Klitten), Kasper Kusk (82: Søren Tengstedt)

AGF:
William Eskelinen - Alexander Munksgaard (59: Kevin Diks), Frederik Tingager, Nicklas Backman, Casper Højer (73: Gift Links) - Nicolai Poulsen, Mustafa Amini (59: Nicklas Helenius), Bror Blume - Mustapha Bundu (46: Jon Thorsteinsson), Patrick Mortensen, Jakob Ankersen (73: Benjamin Hvidt)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet