Fem nedslag fra Herning

Af: AGF / Foto: Getty Images - 22. juni 2020, kl. 16:35

Det kan synes som en umulig opgave at nøjes med at finde fem nedslag fra gårsdagens kamp i Herning. Men som gutterne også gjorde det umulige og kom tilbage fra 3-1 og fik sejren til sidst, så kan vi også godt vælge fem nedslag. Så de kommer her - og ikke i nogen særlig rækkefølge.

Islandsk hattrick
Jon Thorsteinsson kan åbenbart godt lide at score i Herning. Han scorede som bekendt i vores seneste besøg i Herning, hvor gik på juleferie med en 3-1 sejr. Men i går gik den islandske vulkan for alvor i udbrud på heden med tre mål og en assist.

Først åbnede Thorsteinsson ballet med sin inderside og en føring efter flot forarbejde af Jakob Ankersen. Men han gemte resten til den anden side af vores uheldige åbning af 2. halvleg - og til allersidst lagde han bolden til rette for Nicklas Helenius, der kunne score sejrsmålet. 

En fremragende indsats af Thorsteinsson, der da også efter kampen kaldte den sin bedste i karrieren inden han med kampbolden under armen gik op i spillerbussen. For har du scoret hattrick, så får du kampbolden med hjem - også selv om du selv skal pumpe den op…

Getty Images -1221664823


Grønbæks aflevering
Unge Albert Grønbæk Erlykke blev skiftet ind efter 72 minutter som en del af en potent trio, som kom ind i kampen med ny energi. Og sammen med Kevin Diks og Gift Links gjorde han en stor forskel.

Især da han i overtiden fandt Jon Thorsteinsson helt nede fra vores eget felt og med en lang flot aflevering havde en afgørende fod med i vores sejrsmål. Men det var lige ved, at han aldrig fik sat den flotte aflevering, da bolden sprang fra ham i sekvensen før. 

- Det var vildt i dag - også efter jeg mistede den sidste bold. Der sked jeg sgu lige i bukserne. Men Tingager fik reddet mig. At jeg så fik den videre til Jon var bare fantastisk - det var sindssygt at se den gå i nettet bagefter, lød det fra Albert Grønbæk efter kampen til AGF TV.

Getty Images -1221665252



Aarhus var sent oppe 

De måtte ikke være med i Herning, hvor der ellers normalt er mange fans med på udebaneafsnittet - bare husk på senest vi var derude, hvor et udsolgt udebaneafsnit havde noget af en julefest. Men på grund af corona-restriktioner var der ikke plads til udebanefans på MCH Arena i går. 



Men glæden over det flotte comeback skulle ud alligevel. Så da spilerbussen omkring midnat kørte ind på Terp Skovvej på vej de sidste meter mod Fredensvang blev de mødt af en meget stor flok fans, der modtog spillerne med jubel, sang og skulderklap oven på det flotte comebacks.

For et eller andet sted skulle glæden over sejren i Herning ud og hvilket bedre sted end en midnatstime på Fredensvang, hvor spillerne passende blev sendt hjem til tonerne af "I troede, vi var døde og borte…" Det var vi så ikke ude på heden søndag aften alligevel.

Unavngivet

Et hvidt hul i Herning-muren
Som vi talte om i optakten var det en kamp mellem landets to øjeblikkelige bedste forsvar. Men efter kampen havde vi altså scoret fire gange mod FC Midtjylland og har dermed i alt scoret syv gange mod førerholdet i vores to seneste møder. Et imponerende antal mål med tanke på, at FCM kun har lukket 18 mål ind i denne sæson - heraf står vi altså for de syv. Det er 38 % af alle førerholdets indkasserede mål som er århusianske. 

Med vores tre indkasserede mål i aftes sneg FC København i øvrigt sig forbi os på den defensive top-liste over 3F Superligaens bedste forsvar. Københavnerne har lukket 31 mål ind, mens vi har 32 indkasserede mål. 

Getty Images -1221665334

Der er krummer i rødt
Vi spillede i går igen i vores relative nye udebanetrøje, der blev lanceret i oktober sidste år. Og igen var den røde trøje fuld af kræfter og blev en brynje til endnu en sejr. Og efterhånden som vi bliver ved med at samle point sammen på udebane, er farven ved at blive lidt af en talisman for os. 

Siden vi første gang optrådte i den nye trøje - i Esbjerg den 1. december, hvor vi sikrede os tre sene point på en overtidsscoring af Mustapha Amini - har vi ikke tabt i trøjen. Og vi har vundet alle udekampene i den røde trøje - pånær en enkelt. Nemlig det uafgjorte resultat i Brøndby forleden. 

For at fejre den flotte trøje er der i denne uge mulighed for at få et gratis tryk i AGF Fanshoppen. Det tilbud kan man finde her >>>

Gratistryk _instaface

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet