Lunding lejes ud til norsk fodbold

Af: AGF / Foto: Getty Images - 30. juni 2020, kl. 17:26

Kasper Lunding lejes ud til norsk klub.

I det kommende halve år skal Kasper Lunding folde sig ud i den norske eliteserie, når han udlejes til Odds BK på en aftale frem til 31.12 2020.

20-årige Kasper Lunding har spillet 17 kampe for AGF, men har i foråret været et stykke fra spilletid i 3F Superligaen. Nu får han mulighed for at spilletid i den bedste norske række, der er fire kampe inde i deres turnering efter fodbolden også er blevet genoptaget i Norge.

- Kasper Lunding skal spille og udfordres mere end han gør for nuværende i AGF. Derfor har vi indgået en lejeaftale med Odd i Norge, som har behov for at supplere deres gruppe med yderligere en spiller i en - for dem - meget sammenpresset sæson i Norge. Og jeg håber og tror på, at Lunding kommer styrket tilbage til AGF. Odds er et godt spillende fodboldhold og som type vil Lunding passe rigtigt godt ind deroppe, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Aftalen med Odds BK træder i kraft i dag og Kasper Lunding er rejst til Norge. Her er Odds BK - der tidligere var kendt som Odd Grenlands BK - netop kommet i gang med deres sæson igen efter corona-nedlukningen og klubben fra Skien ligger pt. nummer syv i den norske Eliteserie.

I Norge gør Kasper Lunding klubkammeraten Alexander Ammitzbøll selskab i Eliteserien hvor Ammitzbøll p.t. er udlejet til FK Haugesund.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet