Thorsteinsson nyder tæt program - fredag gælder det AaB

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 24. juni 2020, kl. 13:33

Efter sit hattrick i søndags har Jón Thorsteinsson forlængst rettet blikket mod fredag og den jyske klassiker.

Der har allerede været et par stykker af dem efter genåbningen af fodbolden oven på corona-krisen. Fredag venter der en ny jysk klassiker, som kampene mod AaB er blevet døbt i nyere tid.

Vi møder nordjyderne på Ceres Park med kampstart kl. 19 i en kamp, der desværre ikke kan være mange fans til. Men den kan opleves på TV3 Sport og Viaplay.

For søndagens hattrick-helt Jón Thorsteinsson drejer kampen sig om at vise, at nederlaget i Aalborg i Sydbank Pokalen - hvor vi fornylig jo tabte 3-2 - var en fejl. Så Thorsteinsson glæder sig meget til fredag.



- Når man møder et hold kort efter man har tabt til dem, så brænder man for at vise, at det var en fejl. Så kampen er en mulighed for at vise, at vi er bedre end dén kamp - så vi skal ud og ha' sejren. Men det bliver svært. AaB har mange gode spillere og selv om de har haft det svært i 3F Superligaen på det seneste, så er det stadig et godt hold, der måske også har noget de skal bevise. Så vi skal være 100 procent fokuseret og skarpe på, hvis vi vil ha' noget ud af kampen, siger Jón Thorsteinsson, der nyder, at kampene kommer tæt i øjeblikket.



Jon Thorsteinsson 101119-04

- Det er rart at spille mange kampe. Sådan er det i mesterskabsspillet og det er her, vi vil være. Så det er bare fedt, at der kommer mange store kampe efter hinanden, og fredag har vi en ny kamp, som vi skal gøre klar til. Vi er inde i en god periode og forhåbentlig kan vi fortsætte med det. Vi har arbejdet med de ting, vi skal forbedre fra kampen i søndags, og kan vi holde fokus og være skarpe, kan vi også gøre ondt på AaB, tilføjer Thorsteinsson. 



Kampen fredag starter kl. 19 og altså desværre kun med 500 mennesker i alt på Ceres Park - herunder 300 tilskuere.

TV3 Sport sender kampen med optakt fra kl. 18.00. Du kan også følge den på Viaplay og hos vores live-twitter

. 

Twitter Jyskklassiker

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet