Tilbage på sporet mod FC København

Af: SHC / Foto: Nikolaj Rønnow og Getty Images - 29. juni 2020, kl. 10:48

Oven på fredagens nederlag i den jyske klassiker er der nu lidt bedre tid til at se frem mod søndagens store kamp mod FC København hjemme i Ceres Park.

Efter fredagens nederlag til AaB i Ceres Park har det nok været en lidt tung weekend for alle med AGF i hjertet. Det første nederlag på hjemmebanen siden oktober sidste år gjorde ondt på spillere og fans.

Men nu venter en god lang uge frem mod den næste kamp, der er på søndag den 5. juli, hvor FC København kommer til Aarhus. 

Og efter mange kampe på kort tid bekommer det truppen vel, at der nu er lidt tid til næste kamp. Det betyder blandt andet, at spillerne har haft mulighed for en friweekend inden forberedelserne frem mod slaget mod København for alvor går i gang. 

- Lige efter kampen vil man gerne hurtigt ud og revanchere sig efter en dårlig kamp. Men det bekommer os nok også meget godt at få en lille "minibreak" med en friweekend. Vi har spillet mange kampe på kort tid - og det kræver ekstra meget i den varme, der har været. Så nu kan vi få lov til at sunde os lidt og så ser vi frem mod den næste kamp, hvor vi vil slå tilbage, lød det fra Jakob Ankersen efter kampen i fredags.

Her rundede Ankersen 100 kampe for AGF og kantspilleren ser frem til muligheden for at komme tilbage på sporet, når ugen er omme på søndag og FCK står på den anden side af midterlinjen på Ceres Park i en kamp, der starter kl. 20.

Getty Images -1178663671

- Vi skal huske, at i dag var ét nederlag. Det kan ske i fodbold og vi ligger stadig godt til i tabellen. Så vi skal stadig være optimistiske og tro på vores spilkoncept, der har ført os derhen, hvor vi er, sagde Jakob Ankersen ovenpå fredagens kamp. 



Med 54 point ligger vi stadig nummer tre i 3F Superligaens mesterskabsspil. Søndagens modstander fra FC København er nummer to i slutspillet og kommer til Aarhus oven på et nederlag til FC Midtjylland i aftes på 1-2 i Telia Parken. 

Der er kampstart på søndag i Ceres Park kl. 20.

Der vil fortsat være tilskuere-restriktioner, men kampen kan følges direkte på TV3 + og Viaplay.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet