Danske Bank forlænger Guldpartner-aftale

Af: BJ - 25. maj 2020, kl. 12:43

Gennem mange år har Danske Bank og AGF haft et tæt og stærkt samarbejde. Siden 2017 har banken været Guldpartner – det næsthøjeste sponsorniveau i AGF - og denne aftale er netop blevet forlænget med et år.

- Vi har stærke lokale rødder i Aarhus, og det har altid være vigtigt for os at bakke op om det lokale idrætsliv i byen. Her fylder AGF naturligvis meget, og som bank i Aarhus er vi stolte af vores samarbejde med AGF. Klubben er inde i en positiv udvikling - ikke kun sportsligt, men også med en masse spændende tiltag udenfor banen - og det vil vi fortsat gerne bakke op om og være en del af, siger Michael Thunbo, der er områdedirektør for Danske Bank´s privatkunder i Østjylland.

Forlængelsen er blevet forhandlet på plads under Corona-krisen, men det har ikke haft betydning for aftalens indhold, selvom det i øjeblikket ikke er muligt at tage kunder og forretningsforbindelser med til fodbold.

- Vi oplever AGF som en professionel samarbejdspartner, der tilfører os værdi. Det kan godt være, at vi i øjeblikket ikke kan få det fulde udbytte af vores sponsorat på grund af de begrænsninger, som Corona-krisen sætter, men det får os ikke til at neddrosle vores sponsorat. Vi har altid bakket op i med- og modgangstider i AGF, og det ændrer de seneste måneders nedlukning ikke på. Derfor har vi også forlænget vores aftale på uændrede vilkår, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med AGF, siger Michael Thunbo.

I AGF glæder adm. direktør Jacob Nielsen sig over, at Danske Bank fortsætter som guldpartner.

- Jeg synes, det er et stærkt signal, at Danske Bank, som er en mangeårig, loyal guldpartner, allerede nu forlænger sit partnerskab med os. Det betyder meget for os, at byens virksomheder bakker op om, at vi har et stærkt Superliga-hold i Aarhus, og her har Danske Bank gennem mange år været med til at gå forrest, siger Jacob Nielsen.

Danske Bank i Aarhus flyttede sidste år ind i et helt nyt bankhus i Sydhavnskvarteret på hjørnet af Spanien og Jægergårdsgade og har her samlet alle kompetencer under ét tag - både privat, private banking og erhverv.

Læs mere om Danske Bank på www.danskebank.dk.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet