Mindeord ved Kurt Andersens død

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen og Getty Images - 19. maj 2020, kl. 11:21

Tidligere storinvester i AGF Kurt Andersen er død. Her skriver Erik Meineche Schmidt, fhv. formand for AGF Kontraktfodbold og nuværende hovedformand for AGF af 1880 og bestyrelsesmedlem af AGF A/S mindeord.

AGF's storinvestor i starten af 00'erne, Kurt Andersen, er afgået ved døden i London, hvor han har boet de senere år.

Da det daværende AGF Kontraktfodbold tilbage i 2001 var i alvorlig økonomisk krise, dukkede den indtil da ukendte Kurt Andersen op fra sit otium i Spanien og reddede klubben fra en truende konkurs.

Kurt var tidligere bankmand med en international karriere bag sig, og det var kontakten til en i Aarhus bosiddende kollega, der skabte den forbindelse, som inden længe førte til, at Kurt blev hovedaktionær i AGF.

Kurt var en såkaldt "Mr. 51%"-investor, som ønskede kontrol med selskabet, men som til gengæld også påtog sig ansvaret, når der hen ad vejen dukkede uforudsete forhindringer op. Han var også en rigtig "hands on manager", som ikke havde tænkt sig at sidde nede i Spanien og følge med i klubbens ve og vel. Så antallet af rejser mellem Marbella, hvor han boede på daværende tidspunkt, og Aarhus var endog meget betydeligt.

Vidende og varm verdensmand
De mange besøg betød, at de af os, der var tæt på ham, også lærte ham og familien at kende fra den private side. Her oplevede vi en vidende og engageret verdensmand, der var karakteriseret ved troværdighed, selvironi og varme på en måde, der har gjort et uforglemmeligt indtryk på os.

Kurt forlod AGF i 2007, desværre uden at få indfriet de sportslige ambitioner, han seks år tidligere havde haft med klubben. Til gengæld havde han gennem hele perioden været den solide økonomiske ankermand, han fra starten havde givet tilsagn om.

Der er mange, der i tidens løb er blevet omtalt som "AGF's redningsmand". Kurt er en af dem, der for alvor levede op til navnet, og det er først og fremmest hans fortjeneste, at klubbens seneste historie ikke også skal beskrives ved ordet "konkurs".

Kurt var indehaver af AGF's hæderstegn i guld, og tilhørte dermed en eksklusiv kreds af AGF'ere, der har ydet en endog meget betydelig indsats for klubben.

Æret være Kurt Andersens minde.

Erik Meineche Schmidt,
Hovedformand for AGF af 1880
Bestyrelsesmedlem af AGF A/S
Fhv. formand for AGF Kontraktfodbold

Getty Images -503999843

Kurt Andersen ses her sammen med Leon Andreasen efter en kamp.


Billedet øverst:
Ved sin afsked i 2007 fik Kurt Andersen på en ekstraordinær generalforsamling overrakt AGF's hæderstegn i guld og en vimpel som tak for en enestående indsats

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet