Oplev den første træning

Af: AGF - 9. maj 2020, kl. 10:21

Se træningen og kom tæt på holdet, når AGF TV sender direkte fra hele træningen på mandag.

Selv om vi nu kan se frem til at spille kampe igen, så er dansk fodbold stadig i høj grad præget af forsigtighed i forbindelse med Covid 19. Derfor er Fredensvang også fortsat lukket ned og uden adgang for uvedkommende. 

Men på mandag den 11. maj bliver der alligevel mulighed for at se spillerne igen oven på corona-nedlukningen og komme tæt på den første hold-træning frem mod lokalopgøret mod Randers FC. 

For mandag kl. 10.30 sender AGF TV live fra hele træningen på Fredensvang. Fra spillerne går på banen og varmer op til den sidste bold er lagt i nettet igen. Vi bringer dig tæt på begivenhederne og vi skal høre fra cheftræner David Nielsen og fra nogen af spillerne. Derudover byder vi på overraskelser undervejs og altså ikke mindst lidt live-fodbold igen i form af træningen. 

Så følg med på mandag på AGF Facebook og AGF TV på YouTube fra kl. 10.30 for en spændende livetransmission af træningen på Fredensvang. 

Bold 170619-03 (1)

Stadig lukket
Bemærk, at Fredensvang stadig er lukket ned pga. Covid 19. Og al træning og færden på AGF's træningsanlæg forgår under iagttagelse af sundhedsmyndighedernes anbefalinger og Divisionsforeningens retningslinjer og protokoller. 

Det er derfor stadig ikke muligt at overvære træningen eller på anden vis besøge Fredensvang - dette gælder også for medier. Henvendelser fra medier bedes rettes til AGF's kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen. 

AGF spiller den første kamp efter genåbningen af 3F Superligaen mod Randers FC sidst i maj. Præcis hvornår kampen finder sted afklares kort efter weekenden. Husk at man til kampen kan være med i Fælles Fodbold, som man kan læse mere om her >>>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet