Lokalopgør spilles ikke - dansk fodbold lukker ned

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 12. marts 2020, kl. 10:55

Ingen fodbold i den kommende tid som en konsekvens af Corona-virus.

Vores udsatte lokalopgør mod Randers FC, der skulle være spillet i aften bliver udsat. Det samme gælder vores kommende kampe i 3F Superligaen - herunder hjemmekampen mod OB på søndag og udekampe i Aalborg i den næste weekend. 

Det er et resultat af, at Divisionsforeningen nu lukker ned for al fodbold i de næste to uger. Det gælder for de tre bedste rækker 3F Superliga, NordicBet Liga og 2. Division.

Efter Statsministerens pressemøde i aftes har Divisionsforeningen således besluttet at udskyde de kommende kampe i de tre bedste fodboldrækker - foreløbig i to uger.

Det betyder konkret, at den allerede udskudte kamp i aften mellem os og Randers FC ikke bliver spillet - ligesom kampene i de næste to runder heller ikke bliver afviklet. 

- Her og nu handler det i første omgang på at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere, lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen i en pressemeddelelse.

Når vi har yderligere oplysninger om afviklingen af kampe og konsekvenserne af disse tiltag, skal vi nok melde yderligere ud. 

Men indtil nu spilles de kommende kampe - inklusiv den i aften - altså ikke. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet