Ny Covid-19 tilpasning for Superliga-truppen

Af: AGF / Foto: Ole Nielsen - 16. marts 2020, kl. 9:17

Spillerne starter ugen med at træne for sig selv.

I takt med den løbende udvikling i situationen med Covid-19 tilpasser 3F Superliga-truppen sig også.

Og i tråd med nye anbefalinger fra Divisionsforeningen fortsætter spillerne nu deres træning hjemmfra. For i de kommende uger handler det om at holde sig mest muligt i gang ud fra de givne omstændigheder, så vi står bedst muligt rustet, når 3F Superligaen starter igen. 

- Vores situation er den, at spillerne træner hjemmefra ud fra nøje udarbejdet individuelle programmer. Vi følger situationen nøje og følger de vejledninger, vi får fra de forskellige faglige instanser og eksperter. Vi følger også spillerne tæt og de får naturligvis den nødvendige opbakning og træningsmuligheder i den kommende tid, fortæller sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Både stab og administration holder i de her tider kun fysiske møder, hvis det er nødvendigt og i så fald under anbefalede forhold og restriktioner. 

For AGF's administration foregår arbejdet derfor de kommende 14 dage også hjemmefra. Der er dog nødbemanding på kontoret på Stadion Allé til at besvare henvendelser, men AGF henstiller til, at eventuelle spørgsmål stiles til info@agf-as.dk. Medier, der i denne tid ønsker interviews med spillere eller stab bedes rette henvendelse til kommunikationschef Søren Højlund Carlsen på shc@agf-as.dk 

Agf -klubhus -190618-01

Divisionsforening: Vi skal spille færdig
Hvornår træningen på Fredensvang kan genoptages og medarbejderne igen kan komme tilbage på arbejde vides endnu ikke. Men når det sker, så håber Divisionsforeningen på, at dette års 3F Superliga kan spilles færdig.

- Udover at garantere, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få afsluttet turneringerne jævnfør propositionerne, så er det svært at være for skråsikker. En ting vil jeg dog godt slå fast. Vi skal have afsluttet sæsonen 2019/20, så når den kommende sæson 2020/21 går i gang, så sker det med de antal hold og den struktur, som er besluttet, lød det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen i en pressemeddelse i weekenden. 

Turneringen blev for vores vedkommende afbrudt inden vores udsatte kamp mod Randers FC i torsdags. I går skulle vi ha' mødt OB hjemme i Ceres Park. 

Hold dig løbende orienteret om situationen her på AGF.dk, hvor vi - trods Corona-krisen - vil fortsætte med vil bringe nyt fra AGF. For eksempel kan du se frem til et længere interview med Patrick Mortensen mandag eftermiddag. Hold øje med vores platforme for det. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet