Stærk præstation af U19 i 3-2-sejr over FCM

Af: BJ - Foto: Ole Nielsen den 12. marts 2020, kl. 21:42

DBU har i dag aflyst al fodbold de næste to uger, men inden da nåede U19 onsdag aften at hente en flot 3-2-sejr over FC Midtjylland.

I en vindblæst affære på Fredensvang trak AGF-drengene det længste strå takket være en scoring af Albert Grønbæk Erlykke i overtiden. Forud var gået en intens, tæt kamp, hvor FCM, der stort set stillede med det hold, der har spillet sig frem til kvartfinalen i Youth League, to gange var foran, men hvor AGF-mandskabet viste stærk moral og i sidste ende ikke ufortjent løb med sejren.

Gæsterne tog føringen midtvejs i første halvleg og havde herefter et lille overtag - uden dog at spille sig frem til oplagte chancer. Hjemmeholdet havde også optræk til flere gode situationer, men det lykkedes ikke at finde vej til netmaskerne under de kraftige vindforhold, der også satte sit præg på spillet.

I anden halvleg spillede AGF-mandskabet i modvind, og det virkede som om, at det bekom dem bedre. I hvert fald lykkedes det at spille sig frem til flere gode muligheder, og derfor var det heller ikke ufortjent, at Frederik Ihler kunne bringe balance i regnskabet efter en time. Et indlæg headede Mikkel Møller Lassen kontra i feltet til bagerste stolpe, hvor Ihler dukkede op og med pandebrasken sendte bolden i mål.

I de følgende minutter fortsatte AGF-drengene med at klø på og havde også muligheder til at tage føringen, men det var dog FCM, der kynisk udnyttede en af de få muligheder, de havde efter pausen til atter at bringe sig i front. 

En kold dukkert for hjemmeholdet, men det slog dog ikke spillerne ud. Med en energisk arbejdsindsats fik de kæmpet sig tilbage. Først kanonerede Jonas Yderholm bolden op i nettaget efter en flot soloaktion, og tre minutter inde i overtiden sørgede Albert Grønbæk Erlykke så for sejrsmålet, da han på kanten af feltet fintede en FCM-spiller og med en præcis afslutning sendte bolden i mål helt ude ved foden af den ene opstander.

Sejren - og ikke mindst den præstation, der lå bag - glædede cheftræner Fatah Abdirahman.

- Det var en fed kamp i et højt tempo, hvor vi lykkedes meget godt med de ting, vi havde sat os for. FCM stillede med stort set hele det hold, der om kort tid skal møde Ajax i kvartfinalen i Youth League, og som jeg sagde til drengene inden kampen, så skulle de gå ud og vise, at de kunne måle sig med de bedste. I første halvleg manglede vi lige det sidste i vores afleveringer og pres. I pausen fik vi justeret nogle ting, og jeg er stolt af den kollektive indsats, som drengene leverede i anden halvleg. Kampen viser, at når vi er mentalt til stede, så kan vi spille lige op med alle holdene i toppen. Baseret på chancer synes jeg også, at det var fortjent, at vi vandt, siger Fatah Abdirahman, der nu kan se frem til en kamp- og træningspause for sit mandskab - i første omgang i 14 dage.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men når det nu skal være, så er det dejligt, at vi går ind til pausen med en sejr over FCM.

3-2-sejren betyder, at U19 netop overhaler FCM i tabellen og nu er placeret på en femteplads i Ligaen.

Kampfakta - U19 Ligaen
AGF - FC Midtjylland 3-2 (0-1)
0-1 Mads Hansen (21')
1-1 Frederik Ihler (61')
1-2 Mads Hansen (81')
2-2 Jonas Yderholm (86')
3-2 Albert Grønbæk Erlykke (90+3')

AGF:
Daniel Gadegaard - Majaliwa Msabaha, Mikkel Møller Lassen, Thomas T. Kristensen, Frederik Jørgensen - Jacob Trenskow, Nikolaj Sauer, Albert Grønbæk Erlykke - Magnus Kirchheiner (78: Jonas Yderholm), Frederik Ihler (73: Anders Fæster), Mostafa Maarouf (93: Marcus Ginnerup)

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet