Superliga-truppen tilpasser træningen

Af: BJ - 13. marts 2020, kl. 16:26

Dansk fodbold er lukket ned de næste to uger på grund Covid-19, og for Superliga-truppen betyder det, at de skal forholde sig til en ny hverdag.

Spillere, trænere og ledere omkring 3F Superliga-holdet er i øjeblikket de eneste, der har adgang til AGF's træningsanlæg. De kommende to uger handler det for dem om at holde sig mest muligt i gang ud fra de givne omstændigheder, så de står bedst muligt rustet, når 3F Superligaen genoptages.

- Som alle andre følger vi nøje situationen og tilpasser os den på bedst mulig vis. Det betyder også, at vi er i gang med at planlægge, hvordan spillerne de kommende to uger skal holde sig i gang. Om det betyder, at de skal træne individuelt eller i mindre grupper på Fredensvang , afhænger lidt af, hvordan situationen udvikler sig. Vi har forskellige scenarier, vi arbejder ud fra, siger sportschef Peter 'PC' Christiansen.

LÆS OGSÅ:  Lokalopgør spilles ikke - dansk fodbold lukker ned

Mens Superliga-spillerne altså stadig har deres daglige gang på Fredensvang, er al træning og kamp aflyst for ungdomsholdene de kommende 14 dage.

For AGF's administration foregår arbejdet de kommende 14 dage også hjemmefra. Der er nødbemanding på kontoret på Stadion Allé til at besvare henvendelser, men AGF henstiller til, at evt. spørgsmål stiles til info@agf-as.dk.

Divisionsforeningen: Mange ubekendte
I mens de lægger planer på Fredensvang, så var der i dag også nyt fra Divisionsforeningen, der vil gøre alt for, at Superligaen afvikles på normal vis. Det har absolut første prioritet, at det sker i henhold til det antal spillerunder, der følger af turneringspropositionerne. For at overholde det, kan det blive nødvendigt at ændre på normal praksis - for eksempel hvor lang pause, der skal være mellem kampe.

- Det her er en situation med rigtig mange ubekendte, som vi ikke selv er herrer over, og hensynet til Danmarks sikkerhed og sundhed kommer først. Så udover at garantere, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få afsluttet turneringerne jævnfør propositionerne med afvikling af alle kampe, så er det svært at være for skråsikker. En ting vil jeg dog godt slå fast. Vi skal have afsluttet sæsonen 2019/20, så når den kommende sæson 2020/21 går i gang, så sker det med de antal hold og den struktur, som er besluttet, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Til næste sæson spilles både 3F Superliga og NordicBet Liga med 12 hold - og begge spiller med samme struktur med 22 runders grundspil - efterfulgt af 10 runders slutspil. 2. Division spilles med 24 hold.

 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet