God indsats i fødselsdagstrøjen ikke nok mod Midtjylland

Af: MJ / Foto: Gaston Szerman - 22. november 2020, kl. 19:18

Fornemmelsen og indsatsen var til mere. Men søndag måtte vi indkassere et nederlag på 1-2, da vi hjemme på Ceres Park tog imod FC Midtjylland i 3F Superligaen.

Der var lagt op til et vaskeægte topopgør, da vi søndag eftermiddag tog imod FC Midtjylland hjemme på Ceres Park.

Søndagens opgør kom efter landsholdspausen, hvor kampprogrammet i 3F Superligaen var sat på pause. Helt præcist var det 14 dage siden, vi vandt 1-2 i Lyngby i den seneste spillerunde, og nu var der igen vigtige point på spil i landets bedste fodboldrække.

Opgøret begyndte meget jævnbyrdigt. Vi kom ikke frem til de store målchancer, men Casper Højer havde et godt forsøg fra distancen efter små ti minutter. Desværre røg bolden en anelse over mål.

Efter en meget lige start fik vi sat os mere på opgøret. Midtjyderne var meget kompakte i deres defensiv, hvilket gav os meget tid på bolden.

Skærmbillede 2020-11-22 Kl . 19.06.36

Trods vores gode periode lykkedes det FC Midtjylland at komme foran 0-1 efter en lille halv time. Pione Sisto afleverede en bold i dybden, og efter en flot redning af Kamil Grabara faldt bolden ud i fødderne på Frank Onyeka, der kvitterede med en scoring.

Fem minutter senere blev det desværre også 0-2 til gæsterne. Onyeka spillede Sory Kaba fri i vores felt, hvorefter gæsternes frontangriber sparkede midtjyderne foran med to mål.

0-2 blev også stillingen efter de første 45 minutter, hvor vi i perioder var godt med i kampen, mens midtjyderne var effektive på deres chancer.

Skærmbillede 2020-11-22 Kl . 19.07.47

2. halvleg
Efter pausen var det FC Midtjylland, som kom bedst fra start. Gæsterne fik presset os ned mod vores eget felt, men uden rigtig at blive målfarlige.

Vores svære start på anden halvleg blev afløst af en bedre periode. Her lykkedes det os at komme længere frem på banen, og efter en times spil fik vi tilkendt et straffespark, da Dion Cools havde hånd på bolden i feltet.

Patrick Mortensen stod for at tage straffesparket, og vores anfører scorede sikkert og reducerede til 1-2. Dermed var vi igen med i kampen ovenpå en svær periode.

Skærmbillede 2020-11-22 Kl . 19.09.53

Med et kvarter igen fik FC Midtjylland scoret til 1-3. Målet blev dog underkendt af VAR efterfølgende, hvorfor der stadig stod 1-2.

Mod slutningen af kampen bølgede spillet frem og tilbage. Vi jagtede naturligvis udligningen, mens gæsterne gerne ville lukke kampen med en scoring til 1-3.

I overtiden fik vi presset midtjyderne ned mod eget mål, men det lykkedes os ikke at udligne. Derfor sluttede kampen med et nederlag på 1-2.

Skærmbillede 2020-11-22 Kl . 19.05.36

Kampfakta - 3F Superligaen
AGF - FC Midtjylland 1-2 (0-2)
0-1: 27' Frank Onyeka
0-2: 34' Sory Kaba
1-2: 63' Patrick Mortensen (Straffe)

MOTM: Patrick Mortensen

Advarsler
AGF: Jesper Juelsgård

FC Midtjylland: Erik Sviatchenko, Frank Onyeka

AGF
Kamil Grabara - Kevin Diks, Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Casper Højer - Patrick Olsen, Bror Blume, Nicolai Poulsen (84' Nicklas Helenius) - Albert Grønbæk (71' Jón Thorsteinsson), Patrick Mortensen, Gift Links (88' Alexnder Munksgaard).

FC Midtjylland
Jesper Hansen - Paulinho, Alexander Scholz, Erik Sviatchenko, Dion Cools - Frank Onyeka, Nicolas Madsen (71' Mikael Andersson), Jens-Lys Cajuste - Pione Sisto (91' Bozhidar Kraev), Sory Kaba, Anders Dreyer (63' Awer Mabil).

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet