Juelsgård rundede 100 kampe med en sejr

Af: SHC / Foto: Getty Images/Jan Sommer - 8. november 2020, kl. 17:58

Jesper Juelsgård fik en sejr i sin kamp nummer 100 for AGF.

Jesper Juelsgård rundede i dag sin kamp nummer 100 for AGF i sejren over Lyngby. En stor dag for forsvarsspilleren, der er stolt af både sin milepæl og den så kommer på en dag, hvor han og holdkammeraterne spillede en sejr hjem fra Lyngby, hvor vi ikke har vundet i 13 år. 

- Jeg har glædet mig til at nå de 100 kampe. Det er stort, og det er en stor ære at opnå det for en klub som AGF. Så det er jeg stolt af. Det er et privilegie som fodboldspiller og jeg håber, at nå mange flere, lød det fra Jesper Juelsgård efter sejren i Lyngby. 

- Det er prikken over i'et, at jeg runder det i dag, hvor vi får en sejr. Det kunne ikke være bedre, tilføjede Jesper Juelsgård, som ellers måtte lide den tort at komme bagud, da Lyngby scorede meget hurtigt i kampen. 

- Vi får en virkelig dårlig start. Men vi viser hele kampen igennem - men især i 2. halvleg, at vi får skabt mange gode chancer. Og det er udtur, at vi ikke får scoret på nogen af de større. Men vi tror på det og kæmper os tilbage, og det er en fortjent sejr, der giver noget til moralen, siger Jesper Juelsgård, der altså fik noget til scrapbogen i form af et flot jubilæum.  

Når det igen bliver muligt at spille foran publikum i Ceres Park vil Juelsgårds 100 kamps jubilæum naturligvis blive behørigt fejret.  

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet