Tilbageblik: Tre mindeværdige kampe mod FCM

Af: MJ / Foto: Ole Nielsen og Getty Images - 19. november 2020, kl. 11:17

På søndag tager vi imod FC Midtjylland hjemme på Ceres Park i 3F Superligaen. I den anledning ser vi her tilbage på tre mindeværdige opgør mod midtjyderne gennem tiden.

Vi begynder med et opgør fra 2003, hvor FC Midtjylland også var på besøg i Aarhus i 4. spillerunde i SAS Ligaen, som 3F Superligaen hed dengang.

Inden opgøret lå vi næstsidst i tabellen uden en sejr i de første tre kampe, mens midtjyderne lå på andenpladsen med syv point.

Vi fik en rigtig skidt start på opgøret. Allerede efter to minutters spil bragte Mohamed Zidan gæsterne foran med 0-1. Men kort efter udlignende Peter Graulund til 1-1, og dermed var der igen balance i regnskabet på NRGi Park.

Kort før pausen scorede vi til 2-1 på et mål af Morten Duncan Rasmussen, der nu er angrebstræner i FC Midtjylland. 2-1 blev også stillingen til pause, og vi kunne dermed gå i omklædningsrummet med en smal føring.

Efter pausen gik det desværre den forkerte vej igen. Mohamed Zidan gjorde det svært for os med to scoringer indenfor de første ti minutter af anden halvleg, hvorfor stillingen nu hed 2-3.

Men minsandten om vi ikke skulle levere et fremragende comeback. Kasper Kure gjorde det til 3-3 efter en times spil, i hvad der både blev en dramatisk og målrig affære.

For med 20 minutter igen blev vi reduceret til 10 mand. Morten Petersen fik direkte rødt kort af kampens dommer Emil Laursen, og derfor så det svært ud at hive de tre point.

Men ikke desto mindre fik vi scoret hele to gange i undertal inden slutfløjt. Først scorede Duncan først på straffespark, inden Graulund lukkede målfesten og sikrede os sejren med sin scoring til 5-3 i et comeback, der forlængst er blevet legendarisk, men som mange år senere skulle blive overgået i Herning mod FC Midtjylland igen. 

Under Corona-nedlukningen genudsendte TV3 Sport hele den mytiske kampe.

Brian S. Nielsen 160803-2

To gange Søren sænker FC Midtjylland
Så tager vi et spring otte år frem i tiden til 2011. Denne gang tog vi igen mod FC Midtjylland på hjemmebane i 8. spillerunde af Superligaen.

Inden opgøret lå vi på en ottendeplads som oprykker i Superligaen, mens FC Midtjylland lå på fjerdepladsen - tre point foran os.

Vi kom først på måltavlen i opgøret. Søren Berg opsnappede bolden og afleverede en bold i dybden til navnebror Søren Larsen, der med en stiv tå bankede os foran med 1-0.

Små ti minutter inden pausen fik FC Midtjylland udlignet. Tim Janssen scorede til 1-1, som også blev stillingen efter de første 45 minutter i Aarhus.

Bare få minutter efter pausen kom vi bagud på et uheldigt selvmål. Norske Atle Roar Håland blev noteret for scoringen i eget net, hvorfor midtjyderne var kommet tilbage i opgøret.

Men det skulle kun vare et øjeblik, inden navnebrødrene Søren Berg og Søren Larsen for alvor satte kniven ind. Et frispark fra Casper Sloth fløj over i panden på Håland, der fik headet bolden videre til Larsen. Angriberen kvitterede igen med en scoring til 2-2, mens Håland fik rådet bod på sit selvmål få minutter tidligere.

Selvsamme Larsen sikrede sig et hattrick efter 54 minutters spil. Stephan Petersen tog et godt løb op ad venstresiden, inden han med et fladt indlæg fandt Larsen, der sikkert sparkede bolden i netmaskerne til 3-2.

Det skulle også blive til 4-2 efter lidt under en times spil, og det var ikke bare hvilket som helst mål. Jerry Lucena sendte en lang bold ind i feltet til Søren Berg, der i første omgang tæmmede bolden med låret. Dernæst vendte hans sig 180 grader, inden han flugtede kuglen flot i mål på en scoring, der senere blev årets mål og sikrede os en 4-2 sejr. 

Vildt comeback i Herning
Fra 2011 til 2020. Her gæstede vi FC Midtjylland i Herning, og denne gang var det i mesterskabsspillet i 3F Superligaen.

Inden opgøret lå vi på en tredjeplads i tabellen med 51 point efter 28 kampe, mens FC Midtjylland lå helt i toppen med 69 point.

Jón Dagur Thorsteinsson stod for kampens første scoring efter en lille halv time. Et indlæg fra Casper Højer havnede i fødderne på islændingen, der sendte os i front med 0-1 på MCH Arena.

Men bare to minutter senere blev der udlignet. Et hjørnespark blev clearet ud til Anders Dreyer, som forsøgte sig med et skud fra distancen. Skuddet blev rettet af over til Alexander Scholz, der havde taget turen op i feltet fra forsvaret og sparkede midtjyderne på 1-1.

Efter pausen fik vi en skrækkelig start på anden halvleg. En scoring fra Ronnie Schwartz og et selvmål fra Jakob Ankersen betød, at midtjyderne nu var foran 3-1 efter 50 minutters spil.

Dernæst skulle der gå en halv time, inden vi fik reduceret. Igen var Thorsteinsson på pletten, da han fra kanten af feltet sparkede bolden ned i det korte hjørne til 3-2. Dermed levede håbet om en sejr stadig.

Fem minutter senere pustede Thorsteinsson nyt liv i sejrshåbet. Islændingen modtog bolden inde foran mål efter en god dribletur af Gift Links, hvorefter han blot skulle sætte foden på den hårde aflevering fra sydafrikaneren.

Dramatikken ville ingen ende tage, da vi i overtiden fuldendte et formidabelt comeback. Nicklas Helenius trykkede af fra distancen, og via Alexander Scholz' fod røg bolden over Jesper Hansen i midtjydernes mål.

Sejren 3-4 var dermed en realitet i en hæsblæsende kamp i Herning 

På søndag møder vi igen FC Midtjylland, hvor der er kampstart klokken 16.00 på Ceres Park. Desværre må vi stadig ikke have mere end 300 tilskuere på lægterne på grund af tidens stramme corona-restriktioner, men kampen kan ses direkte på Canal 9 og Dplay med optakt fra klokken 15.00.

KSDH!

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet