Spot på... AC Horsens

Af: MJ / Foto: Ole Nielsen og Getty Images - 15. oktober 2020, kl. 13:45

Søndag er det igen tid til 3F Superliga-bold, når vi tager imod AC Horsens hjemme på Ceres Park. Her ser vi nærmere på weekendens modstander.

Femte spillerunde af 3F Superligaen står for døren og for vores vedkommende hedder modstanderen AC Horsens på søndag den 18. oktober kl. 14 hjemme i Ceres Park. 

Sidst vi mødte AC Horsens var i februar på udebane i grundspillet i 3F Superligaen. Her blev det til en sejr på 1-2 efter scoringer fra Patrick Mortensen og Casper Højer.

Gennem historien har vi spillet 49 kampe mod AC Horsens. Her har vi vundet 24 kampe, tabt 13 og 12 kampe er endt uden en vinder. Målt på de seneste 16 kampe så har der været mål i alle kampe, så der er nok stor sandsynlighed for mål igen på søndag.

Og apropos mål. Med 10 mål i sæsonens fire første kampe er vi scorings-mæssigt i gang med den bedste sæsonstart siden 1997. Og en enkelt scoring mod AC Horsens vil give den bedste sæsonstart siden 1982, når det handler om scoringer. Samtidigt vil mål mod AC Horsens betyde, at vi for første gang siden 2011 har scoret i sæsonens fem første kampe.

Skærmbillede 2020-10-15 Kl . 12.08.34

Modstander-nyt
Op til denne sæson har AC Horsens blandt andre sagt farvel til stortalentet Jeppe Kjær. Den 16-årige offensivspiller blev solgt til den hollandske storklub Ajax. Derudover har man også udlejet Peter Therkildsen til norske FK Haugesund.

Til gengæld har klubben også fået nye ansigter i truppen. Casper Tengstedt er kommet til klubben på en lejeaftale fra FC Midtjylland, mens også  angriberen Kjartan Finnbogasson er kommet tilbage til klubben efter et ophold i Vejle. Den tidligere AGF'ere Jacob Trenskow spiller nu også i AC Horsens, hvor også FCK-talentet Muamer Brajanac er kommet til. 

På cheftræner-posten er der jo også sket ændringer i AC Horsens. Efter Bo Henriksen har forladt klubben har tidligere FC Fredericia-træner Jonas Dal taget over. Med overtagelsen af cheftræner-jobbet har Dal også ændret en smule i holdets formation, som i de seneste kampe har været 4-4-1-1 fremfor den tidligere 4-4-2 under Bo Henriksen.

AC Horsens må til kampen søndag undvære den tidligere AGF'er, Michael Lumb, der er ude med en positiv Covid-19 test. 

Getty Images -1164211463

Form
AC Horsens har haft en svær sæsonstart i 3F Superligaen, hvor de ligger på sidstepladsen med ét point for fire kampe. Holdet tabte de første tre kampe i ligaen, men i den seneste spillerunde leverede de en flot præstation med 2-2 mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland på to mål af Jannik Pohl.

I sidste uge spillede holdet sig også videre til 3. runde i Sydbank Pokalen med en sejr på 0-3 ude over 2. divisionsklubben Næsby. Så det er formentlig et selvtillidsfuldt AC Horsens-mandskab, som kommer på besøg på Ceres Park på søndag.

Skærmbillede 2020-10-15 Kl . 12.08.42

Head to head
I de seneste fem opgør har vi haft godt styr på AC Horsens. Faktisk har vi vundet alle fem opgør, og vi har mindst scoret to mål i hver kamp.

Så statistisk set er der stor sandsynlighed for mål mod AC Horsens på søndag. Vi skal således helt tilbage til april 2013 for at finde den seneste målløse affære i en kamp, hvor AGF's Osama Akharraz brændte et straffespark.

De seneste fem kampe mod AC Horsens:

24.02.2020 AC Horsens 1-2 AGF (3F Superligaen)
19.11.2019 AGF 2-1 AC Horsens (Træningskamp)
19.08.2019 AGF 2-0 AC Horsens (3F Superligaen)
25.06.2019 AC Horsens 0-3 AGF (Træningskamp)
28.04.2019 AGF 3-1 AC Horsens (3F Superligaen)

Skærmbillede 2020-10-15 Kl . 12.13.13

Profil
Bjarke Jacobsen er en af AC Horsens' store profiler. Den 27-årige midtbanespiller er vigtig for balancen i spillet på Jonas Dals mandskab med sin kvaliteter i både defensiven og i offensiven.

Jacobsen fik rødt kort i sæsonpremieren mod Randers FC og fik to spilledages karantæne, men i den seneste spillerunde var han tilbage og fik fuld spilletid i 2-2-opgøret mod FC Midtjylland.

Getty Images -1203002604

Begge klubber
Kasper Junker, Martin Pusic, Frederik Møller, Michael Lumb, Adam Eckersley, Henrik Bundgaard, Lasse Borg og Mads Rieper er blot nogle af de spillere, som har en fortid i både AGF og AC Horsens.

Også Alexander Juel Andersen er en AGF'er med en fortid i begge klubber. Juel Andersen, der nu spiller i OB, optrådte i AC Horsens fra 2011 til 2013, hvor han kom til AGF. Her nåede han 100 kampe inden turen i 2018 gik videre til Vendyssel FF og altså nu OB. 

Getty Images -504443581

Foto fra fortiden

Getty Images -504429245

(Tidligere AC Horsens målmand Frederik Rønnow er tydeligvis utilfreds med AGF-angriber Søren Larsen under en kamp i Aarhus i 2013)

Der er kampstart søndag klokken 14.00 i Ceres Park. Desværre må vi kun have 300 tilskuere på stadion, der findes via lodtrækning. 

Kampen kan ses direkte på TV3 Sport og Viaplay med optakt fra klokken 13.30, ligesom kampen også kan følges i radioen på P3, samt på vores Twitter-profil AGF Live.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet