Tilbageblik: Tre kampe mod AC Horsens

Af: MJ / Foto: Ole Nielsen - 14. oktober 2020, kl. 9:09

AC Horsens venter i næste spillerunde af 3F Superligaen, når vi på søndag tager imod "Den gule fare" hjemme på Ceres Park

I den anledning tager vi en tur i tidsmaskinen og zoomer ind på tre opgør mod AC Horsens gennem tiden.

Og vi begynder med en kamp fra 2008, hvor vi mødte AC Horsens på udebane i SAS Ligaen, som 3F Superligaen hed i de år. Her spillede vi i øvrigt for første gang i en lilla spillerdragt.

Inden opgøret lå vi på en femteplads i tabellen med tre point op til FC Midtjylland på fjerdepladsen, mens AC Horsens lå næstsidst i ligaen - ét point over Esbjerg fB.

Kampen skulle helt hen i det 75. minut, før første scoring faldt. AC Horsens bragte sig i front med 1-0, da bolden efter lidt tilfældigheder havnede hos Gilberto Macena, der sendte hjemmeholdet på sejrskurs.

Men i det 89. minut dukkede en Peter Graulund op i feltet. Angriberen udlignede med en halvflugter i hjemmeholdets målfelt, hvorfor forløsningen var til at spore hos både spillere og de medrejsende GF-fans i Horsens. 

Johannsson-hattrick slår rekord
Så tager vi et spring fire år frem i tiden til 2012. Igen var vi på besøg i Horsens på CASA Arena, men denne gang var det i 7. spillerunde af Superligaen.

Inden opgøret lå vi på en niendeplads med fem point efter en svær sæsonstart med kun én sejr, mens AC Horsens lå på en syvendeplads med otte point. Derfor var det to mandskaber uden den bedste sæsonstart, der stod over for hinanden den 27. august 2012.

Efter den første halve time af opgøret var det stadig målløst, men så satte Aron Johannsson gang i målfesten. Islændingen lavede et hattrick på bare tre minutter og 50 sekunder, og det er rekorden for det hurtigste hattrick i Superligaens historie. Det er helt præcist 12 sekunder hurtigere end Ebbe Sands hattrick i en kamp mod Vejle Boldklub i 1997.

Derfor gik vi til pause med en føring på 0-3, men efter pausen var Johannsson igen på spil. Islændingen lavede sit fjerde mål i kampen, da han scorede til 0-4 på straffespark. 

Mod slutningen af kampen fik Kenan Hajdarevic pyntet på resultatet med sin scoring til 1-4, som også blev kampens slutresultat. Dermed høstede vi sæsonens anden sejr, mens Aron Johannsson skrev sig ind i historiebøgerne. 

Duncan-hattrick sænker AC Horsens
Fra 2012 til 2016. Igen tager vi en tur på udebane, hvor vi stod overfor AC Horsens den 25. november i 18. spillerunde af Superligaen.

Inden kampen lå vi på en 11. plads med 17 point i en tæt bundstrid med kun tre point op til FC Nordsjælland på ottendepladsen og tre point ned til OB på 12. pladsen. AC Horsens var oprykkere i sæsonen og lå på syvendepladsen.

Vi kom først på måltavlen i opgøret. Bjørn Daniel Sverrisson tog et par træk ind i banen, inden han med et fladt, hårdt spark bragte os i front med 0-1 cirka fem minutter før pausen. Og minsandten om vi ikke skulle score to gange yderligere inden pausen, da først Morten Duncan og senere Mustafa Amini scorede til pausestillingen 3-0.

Duncan var igen på pletten efter pausen. Med to scoringer i anden halvleg cementerede han sejren til De Hviie med et hattrick, og selvom Kjartan Finnbogason fik reducerede, så sluttede kampen med en overlegen sejr på 1-5 i Horsens.

Tre tilbagekig på udebane. Søndag møder vi AC Horsens hjemme i Aarhus kl. 14. Desværre stadig kun med 300 tilskuere på grund af Corona-restriktioner. Se mere om det her >>>

Kampen kan også ses på TV3 Sport og Viaplay. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet