Corona: Opfølgning på sæsonpremieren

Af: AGF / Foto: Getty Images - 15. september 2020, kl. 11:29

Oven på gårsdagens kamp i Ceres Park mod Vejle Boldklub, er der stillet spørgsmål ved om vores publikum stod for tæt og myndighedernes retningslinjer i forhold til Covid-19 dermed ikke blev overholdt.

AGF har evalueret kampens gennemførsel i forhold til retningslinjerne under Covid-19. Og kampen i går giver anledning til at stramme op på nogen af retningslinjerne på Ceres Park. 

- Der var perioder i kampen, hvor vores fans i stemningsafsnittet stod op og derfor også var for tætte. Og det er ikke godt nok. Det følger vi op på i dialog med vores fans, så vi sikrer, at det ikke sker igen, fortæller sikkerhedschef i AGF, Morten Bjørkmann. 

Efter kampen stimlede fans også sammen på afsnittet for at hylde spillerne, da holdet gik ud på løbebanen for at sige tak for kampen.

Det var en overtrædelse af myndighedernes anvisning, hvilket også blev påpeget overfor AGF efter kampen. Holdet skal blive på banen og ikke bevæge sig ud mod publikum. 

- Det var en klar fejl fra vores side, at vi ikke fik sikret, at truppen forblev på banen, da det skabte for stor tæthed på vores stemningsafsnit. Det drejer sig om mindre end fem procent af vores gæster og én enkelt kamp, men derfor skal det være i orden alligevel, siger Morten Bjørkmann. 

AGF tager myndighedernes anvisninger meget alvorligt og vi evaluerer løbende på kampenes gennemførsel - således også efter mandagens kamp med henblik på forbedringer.

- I tæt samarbejde med myndighederne og Østjyllands Politi ser vi hele tiden på, hvad vi kan gøre bedre i forhold til retningslinjerne. Og vi og vores SLO er i tæt dialog med fansene, hvor vi indskærper, hvordan man skal agere, når man i de her tider er til fodbold, tilføjer Morten Bjørkmann, sikkerhedschef i AGF. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet