Gjensidige Kvindeligaen: Nederlag i Køge

Af: MJ / Arkivfoto: Ole Nielsen - 27. september 2020, kl. 21:27

Søndag eftermiddag var AGF Kvindefodbold på en svær opgave på udebane mod HB Køge i Gjensidige Kvindeligaen, hvor det endte med et nederlag på 3-0.

AGF Kvindefodbold skulle forsøge at revanchere sig mod HB Køge i søndagens sene udekamp, der blev spillet efter 3F Superligaens kamp hjemme i Aarhus.

For to uger siden tabte vi 1-4 til sjællænderne hjemme på Vejlby Stadion, hvorfor spillerne var sultne efter at levere et bedre resultat på udebane.

Men meget symptomatisk for dagen på Sjælland, der fik en en problematisk optakt til kampen med et punkteret dæk på holdbussen, der betød en halv times forsinkelse i ankomsten til HB Køge, så blev det heller ikke i dag, der kom en sejr på kontoen.

Vi kom ellers fint fra land i opgøret, hvor kvinderne havde optræk til flere chancer, mens også HB Køge var farlige i den anden ende. Dog var det hele målløst efter den første halve time.

Desværre lykkedes det hjemmeholdet at komme foran 1-0 små ti minutter inden pausen på et flot langskud af HB Køge. En stilling, der holdt til pausen, hvorfor vi i første omgang skulle ud at jagte en udligning efter pausen.

2. halvleg
Efter pausen fik vi i stedet en spand kold vand i hovedet. HB Køge bragte sig foran med 2-0 få minutter inde i 2. halvleg, hvorfor vi for alvor skulle ud at jagte en scoring for at komme tilbage i opgøret.

Desværre skulle det vise sig at blive endnu værre. For med godt 20 minutter igen fik HB Køge tilkæmpet sig et straffespark. Hjemmeholdets Maria Uhre kvitterede med en scoring fra 11 meter-pletten, hvorfor vi var bagud med 3-0.

HB Køge satte sig tungt på spillet i resten af opgøret, hvorfor det hele sluttede med et nederlag på 3-0 i Køge.

Kampfakta - Gjensidige Kvindeligaen
HB Køge - AGF Kvindefodbold 3-0 (1-0)


1-0: 38' Makenzy Doniak
2-0: 50' Madalyn Pokorny
3-0: 67' Maria Uhre (Straffespark)

AGF:
Katrine Svane (M), Sofie Vendelbo, Hannah Bacon, Cecilie Johansen, Sofie Bloch, Mathilde Kruse, Maria Herdel, Sofie Kamp, Maria Denius, Sofie Obel, Emma Andersen.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet