Thomas Thiesson Kristensen bliver næste år en del af 3F Superliga-truppen, når forsvarsspilleren i sommeren 2021 tiltræder på fuld tid på en ny kontrakt.
Indtil da skal den 18 årige Thomas Thiesson Kristensen
færdiggøre sin uddannelse inden fodbolden får fuld fokus.
- Det er altid en god dag, når et af vores egne talenter laver
en aftale med AGF. Thomas gør nu skolen og hans tid i
ungdomssektoren færdig med denne sæson og tiltræder derefter i
Superliga-regi. Fra min stol skal der lyde stor ros til det arbejde
vores dedikerede U-trænere og ledere har gjort med Thomas igennem
årene og vi ser frem til samarbejdet i de kommende år, siger
sportschef i AGF, Peter Christiansen.
- Thomas er en meget talentfuld spiller, der har gennemgået en
flot udvikling i AGF, der indtil videre er kulmineret med
en udtagelse til det danske U20 landshold tidligere
på året - hvor han faktisk var udtaget med spillere et år
ældre end ham selv. Over en længere periode har Thomas vist
stærke præstationer på et højt ungdomsniveau. Især i spillet med
bolden har han udvist store styrker - noget som i den grad
understreger det spændende potentiale, som Thomas indeholder
supplerer Martin Bloch, der er Head of Coaching i AGF's
talentsektor.
Velkendt efternavn
Hvis navnet Thiesson Kristensen klinger velkendt, så er
det ikke tilfældigt, da den unge Thomas er lillebror til målmand
Kasper med samme efternavn, der allerede er i AGF's 3F
Superliga-trup.
Som sin bror er Thomas Thiesson Kristensen vokset op i Galten FS
inden han i 2013 kom til AGF. Her har han været lige siden - kun
afbrudt af et enkelt år i Vejle Boldklub, samtidig med at han gik
på idrætsefterskole. Nu glæder han sig til at fortsætte sin
udvikling i AGF.
- Det er dét, jeg har kæmpet for, lige siden jeg startede med at
spille fodbold i Galten som fem-årig. Jeg er super glad og stolt
over endelig at ku' få opfyldt min drøm, og jeg ser frem til at
lægge en masse lag på en udvikling, jeg allerede er i gang med. Jeg
drømmer om at få mit seniorgennembrud i AGF som jeg altid har drømt
om at spille for - derfor er det også en stor dag for mig i dag,
siger Thomas Thiesson Kristensen, har lavet en tre-årig aftale med
AGF, der altså bliver til en fuldtids-aftale fra sommeren 2021.