AGF Kvindefodbold henter pokalsejr

16. september 2020, kl. 20:57

Onsdag aften spillede AGF Kvindefodbold sig videre i Sydbank Kvindepokalen efter en sikker sejr over 1. divisionsklubben Varde IF.

AGF Kvindefodbold fik en tiltrængt sejr over Varde IF i onsdagens pokalkamp, hvor vi vandt med cifrene 3-0. Dermed fik vi vendt en svær periode med tre nederlag i træk i Gjensidige Kvindeligaen.

Allerede efter seks minutters spil kom vi på måltavlen. Sofie Bloch sparkede bolden i nettet og sendte os foran 1-0, hvorfor vi fik en fremragende start på 1. halvleg. 

Trods den gode start havde vi det svært i offensiven i den efterfølgende periode, hvor vi blev i en smule febrilske på bolden, hvilket resulterede i en del forkerte løsninger på den sidste tredjedel af banen.

Mod slutningen af 1. halvleg fik vi bedre styr på kampen, og med lidt under ti minutter igen kom vi foran 2-0, da Emilie Rhode udbyggede føringen efter en assist fra Mathilde Søjberg, og derfor gik vi til pause i en komfortabel situation. 

I 2. halvleg blev vi mere rolige på bolden og fik bygget spillet godt op med flere afleveringer. De gode takter resulterede i endnu en scoring, da Cecilie Johansen gjorde det til 3-0 på en assist fra Caroline Jensen, der netop var blevet skiftet ind.

I resten af kampen skabte vi masser af chancer, men den sidste skarphed foran mål manglede for at score yderligere mål. Derfor sluttede kampen med en sejr på 3-0 i Varde.

Med onsdagens sejr er vi videre til 3. runde i Sydbank Kvindepokalen, hvor vi hjemme på Vejlby Stadion skal møde FC Thy-Thisted, der også spiller i Gjensidige Kvindeligaen. Opgøret skal spilles onsdag den 30. september.

Sydbank Kvindepokalen - 2. runde
Varde IF - AGF Kvindefodbold 0-3 (0-2)

0-1: 6' Sofie Bloch
0-2: 37' Emilie Rhode
0-3: 57' Cecilie Johansen 

AGF:
Katrine Svane - Sofie Vendelbo, Hannah Bacon, Sofie Kamp, Sofie Obel - Maria Denius (70' Helena Pedersen), Maria Herdel (46' Caroline Jensen), Cecilie Johansen (60' Freja Storm), Mathilde Søjberg, Emilie Rhode - Sofie Bloch. 

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet