Tilbageblik: Her er tre dramatiske rivalopgør mod Randers FC

Af: MJ - Foto: Getty Images den 18. september 2020, kl. 12:51

På søndag skal vi møde ærkerivalerne fra Randers FC i 2. spillerunde af 3F Superligaen. I den anledning ser vi tilbage på nogle af vores mest dramatiske opgør mod kronjyderne.

Rivalopgøret mod Randers FC i 3F Superligaen er få dage væk. Derfor har vi her taget et tilbageblik på tre dramatiske opgør mod vores rivaler fra Kronjylland. 

Knytnæver i 1922
Vi begynder med et nedslag, der har rødder knap 100 år tilbage. I 1922 var der lagt op til et rivalopgør mellem AGF og Randers Freja på Dyreskuepladsen, hvor bølgerne gik højt. 

En af Randers-spillerne gav AGFs Hjalmar Stylsvig en knytnæve i ansigtet, mens kampens dommer, Frede Højmark, blev fulgt fra banen af stenkast. Ikke nok med det - så fik optøjerne et retsligt efterspil i Aarhus Civilret med ret så morsomme scener i retssalen. Her giver den daværende formand i AGF, Alfred Rasmussen, sin beretning om den bizarre situation:

- Hvad skete der saa, spurgte Dommeren f.eks.
Og svaret faldt: 

- Jo, saa gav Dommeren Hjørne, Bolden dalede blødt ind over Midten, gik til Langgaard, som driblede sig forbi og passede til….

Allerede paa dette Tidspunkt rev den høje Retsherre sig i sine graa Haar: 

- Hjørne….driblede….hvad er det for noget Sludder….maa jeg spørge, skete der ikke mere? 

- Jo - faldt svaret fra den gravalvorlige Busch - saa trak Langgaard et Par Gange for at undgå en Tackling og scorede knaldhaardt i højre Hjørne. 

-  Scorede….maa jeg be' Dem bruge passende Udtryk i Retten… 

Historien melder intet om, hvad dommen blev i Aarhus Civilret. Til gengæld vidner denne episode om, hvor langt tilbage vi kan gå i historien for at finde rivaliseringen mellem AGF og Randers. 

Helten Vatsadze
Nu tager vi et stort spring op i tiden til oktober 2013. Her gæstede vi Randers i 11. spillerunde af Superligaen, og det skulle vise sig at blive et dramatisk opgør. 

Det begyndte godt for os, da finske Petri Pasanen fik headet bolden i netmaskerne til 0-1 efter små ti minutter. Desværre fik Randers scoret to gange inden pausen, hvorfor vi bagud 2-1 efter de første 45 minutter. 

I anden halvleg lignede det mere og mere en sejr til kronjyderne, men i overtiden fik vi skrabet et point til regnskabet. Et frispark blev sparket ind i panden på Stephan Petersen. Bolden faldt ned til Mate Vatsadze lige foran mål, hvorefter georgieren bankede bolden ind til slutresultatet 2-2. 

Vildt comeback på Ceres Park
I august 2015 var vi vidne til endnu et vanvittigt opgør mod Randers. Denne gang dannede Ceres Park rammerne om et rivalopgør i 3. spillerunde af 3F Superligaen. 

Vi fik en rigtig dårlig start på kampen. Ved pausen var vi bagud med 0-2 til vores rivaler fra Kronjylland, men efter pausen blev der vendt op og ned på tingene. I første omgang scorede Kim Aabech til 1-2 på et straffespark, og bare få minutter senere blev Randers reduceret til 10 mand. Mustafa Amini fik direkte rødt kort, hvorfor gæsterne skulle fortsætte kampen i undertal. 

Aabech var igen på spil ti minutter senere. Angriberen udlignede til 2-2, hvorfor der lå et vildt comeback og lurede i horisonten. 

Stephan Petersen skulle vise sig at forløse euforien, da han pandede os til sejren på 3-2 i en dramatisk kamp, hvor Randers blev reduceret til bare ni mand med det direkte røde kort til Christian Keller fem minutter før tid. 

Om det bliver lige så dramatisk på søndag er uvist, men det er stensikkert, at begge hold vil levere en intens fight i det traditionsrige rivalopgør i Østjylland. 

Kampstart: Søndag den 20. september klokken 16 på Cepheus Park
Dommer: Mikkel Redder

Kampen vises direkte på Canal 9 og Dplay med optakt fra klokken 15.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet