VAR på vej: Sådan kommer det til at foregå

Af: MJ / Foto: Getty Images og Superligaen - 9. september 2020, kl. 13:12

VAR er det nyeste skud på stammen af teknologiske landvindinger i fodboldens verden. I den kommende weekend bliver det implementeret i den nye sæson i 3F Superligaen. Her ser vi nærmere på VAR forud for mandagens sæsonpremiere hjemme mod Vejle, hvor det for første gang kommer i brug på Ceres Park.

3F Superligaen venter lige rundt om hjørnet, hvor vi i mandagens sæsonpremiere tager imod oprykkerne fra Vejle hjemme i Ceres Park. Den kommende sæson byder også på en ny gæst i spillet, når VAR bliver implementeret i landets bedste fodboldrække.

I mandags fik vi en smagsprøve på VAR i den sidste testkamp i Slagelse mod FC Nordsjælland, hvor vi høstede en sejr på 4-2. Men hvad er VAR for en størrelse, og hvordan kommer det til at spille en rolle i den kommende sæson?

AGF.dk har talt med formanden for dommerudvalget i Dansk Boldspil-Union, Michael Johansen om VAR i den kommende sæson i 3F Superligaen.

VAR?
VAR er en forkortelse af Video Assistent Referee, og som det engelske navn antyder, så er videosystemet en hjælp til dommeren på banen. VAR er som et sæt ekstra øjne på situationer i spillet, og det skal være med til at hjælpe dommeren frem til de rette kendelser i de afgørende momenter.

- VAR vil gå ind og fjerne de åbenlyse, kampafgørende fejl, hvis de opstår under en kamp. Vi håber ikke, det sker, men vi ved erfaringsmæssigt, at det kan ske. Fansene vil derfor opleve, at kendelserne bliver mere rigtige, siger Michael Johansen, formand for dommerudvalget i Dansk Boldspil-Union.

Formålet med VAR er altså at få udryddet de kampafgørende fejl, der vil opstå i spillet, således at udfaldet af kampene bliver så retfærdigt som muligt. Samtidig er intentionen også, at VAR ikke skal ødelægge kampflowet.

- Ånden bag VAR er ikke, at vi skal gøre kendelserne bedre. Vi skal fjerne de kampafgørende kendelser, der er åbenlyst forkerte. Der skal altså temmelig meget til, før at VAR blander sig i dommerens beslutning, fortæller Johansen.

Var4 
Hvordan fungerer det? 
VAR kan blande sig i fire konkrete situationer under en fodboldkamp. Det gælder i situationer med straffespark/ikke straffespark, mål/ikke mål, direkte rødt kort/ikke direkte rødt kort og forveksling af spillere ved straf. Alle andre situationer kan VAR ikke have en indflydelse på.

I disse situationer vil dommeren altid have første og sidste beslutning, mens VAR blot vil vejlede dommeren til at gense hændelsen. Derefter vil dommeren selv tage bestik af situationen og tage en beslutning.

- Skulle der være et straffespark, der er overset, så kan VAR bede dommeren på banen om at gå ud til skærmen for at gense situationen. Dermed får han en ny chance for at ombestemme sig, men han har også ret til at fastholde sin første kendelse, lyder det fra Michael Johansen. 

- Millimeter-offsides har vi set nogle grimme eksempler på, hvor et mål bliver underkendt på baggrund af små parametre. I Danmark går vi ind og arbejder med den teknologi, vi har, og ser kun på åbenlyse fejlkendelser. Hvis tingene er mudret meget sammen i en situation, så spiller vi videre på dommerens kendelse på banen, tilføjer Michael Johansen. 

Udlandet vs. 3F Superligaen
I England har vi været vidne til nogle uheldige episoder med VAR i Premier League. Lange ventetider, offside-kendelser på små marginaler og et system, der har undermineret dommerens vurdering under kampen. I 3F Superligaen vil lignende hændelser ikke komme til at ske.

- I Premier League har de valgt at gøre nogle ting, som alle andre lande i verden ikke gør. De afviser faktisk fra VAR-protokollen. I England kan VAR-dommeren tage beslutninger i kampen, men det kommer ikke til at ske i Danmark. I stedet vil VAR kun komme med anbefalinger, hvorfor dommeren altid har både den første og sidste beslutning, forklarer Johansen.

Erfaringerne fra England har fået DBU og Divisionsforeningen til at rette opmærksomheden andet steds i Europa i jagten på den gode VAR-løsning. Både Holland og Schweiz er inde i billedet som pejlemærker for, hvordan vi herhjemme i 3F Superligaen skal håndtere VAR.

Ventetid og storskærm
En af problemstillingerne ved VAR har været den lange ventetid i uvished. Fans har været frustreret over at vente i flere minutter, inden dommeren kom frem til en beslutning.

Samme tilstande forsøger DBU og Divisionsforeningen at undgå, men minder os også om, at der kan være slinger i valsen i begyndelsen af sæsonen.

- Jeg kan ikke afvise, at der kommer en episode eller to, der falder helt uden for kategori og tager lang tid. Hvis der er en kompleks situation, hvor det er svært at finde de rigtige vinkler, så kan det godt tage lang tid. Det kan godt tage et minut at kigge en straffesparkssituation igennem eller 30 sekunder at kigge et mål igennem, men det er værd at vente på, fordi vi kan ikke leve med skandalen efterfølgende, siger formanden for DBUs dommerudvalg.

Ifølge Johansen ligger løsningen på frustrationen over ventetiden i bedre kommunikation. I den kommende sæson i 3F Superligaen vil der være et stort fokus på at oplyse fans på stadion via storskærm, således at de er med på, hvad der sker i den givne VAR-situation.

- I de situationer, hvor spillerne venter på at sætte spillet i gang, kommunikerer vi på storskærmen, hvad det er der ventes på. Der er ikke nogen, der skal sidde at vente på noget, uden de ved, hvad de venter på. Skulle VAR kalde dommeren ud til skærmen på sidelinjen, så vil der også komme billeder op af den givne situation på storskærmen. Det er nemlig vigtigt, at alle kan se bevisførelsen. Det er altså vigtigt for os, at fansene bliver fuldt informeret i en VAR-situation.

David (2)

VAR hjælper
Første gang vi skal stifte bekendtskab med VAR i en betydningsfuld kamp er i mandagens sæsonpremiere mod Vejle i 3F Superligaen. I mandagens testkamp mod FC Nordsjælland i Slagelse blev VAR testet af, og cheftræner David Nielsen ser frem til at få systemet implementeret i ligakampene.

- Det handler om at tage de store åbenlyse fejl ud af spillet, og det hjælper VAR med. Det bliver godt, og det er kommet for at blive. Det er nyt for os i den kommende sæson, men jeg synes dommerne har gjort et fantastisk stykke arbejde i forhold til den forberedelse, der ligger i det. Det er jeg imponeret over. Nu skal vi lige give dommerne tiden til, at de kan få hundrede procent styr på det, uden at vi går amok alle sammen, siger David Nielsen

Mandagens sæsonpremiere mod Vejle Boldklub - og altså nu med VAR - fløjtes i gang klokken 19.00 i Ceres Park. 

Køb billetter til kampen her >>>

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet