3F Superliga

AGF forlænger med ung målmand

AF: AGF - 21. april 2021

Daniel Gadegaard har forlænget sin aftale med AGF.

Siden Daniel Gadegaard for syv år siden kom til AGF som 12-årig ung knægt fra Stautrup IF, har han været regnet for en af klubbens store målmandstalenter.

I sommeren 2019 kom han på fuldtid i 3F Superliga-truppen på hans første seniorkontrakt. Og nu har målmanden og AGF så forlænget den aftale, så den nu løber frem til sommeren 2023.

Den nye aftale er kulminationen på en ungdomskarriere, hvor målmandens udviklingskurve har været konstant opadgående og arbejdsiveren lige så.

Trods sin unge alder begyndte Gadegaard at træne med førsteholdet i 2018 og har altså siden 2019 været en fast del af truppen, mens han fortsat har spillet kampe på U19-holdet og i Reserveligaen.

Fra samarbejdsklub
- Daniel er en talentfuld målmand med et stort potentiale, en god størrelse og nogen spændende spidskompetencer. Så det har været en naturlig forlængelse for os og vi er glade for at kunne belønne hans gode udvikling med en ny aftale.

- Daniel er tillige en af vores egne unge spillere, der er kommet fra en samarbejdsklub, og det er altid glædeligt, at følge sådan en spiller tage skridtet fra ungdomsfodbold til seniorfodbold. Men det er svært at gå fra et stort talent og så indfri sit potentiale - det arbejde har Daniel været meget fokuseret på og vi er overbeviste om, at han i de kommende år fortsat vil udvikle sig positivt, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.



- Jeg er rigtig glad for forlængelsen - det viser, at klubben tror på mig. Jeg er inde i en god udvikling og det kan jeg ikke se nogen grund til at stoppe. Så jeg er glad for at kunne fortsætte i AGF, hvor jeg udvikler mig hver dag under en dygtig målmandstræner og med dygtige kollegaer i vores gode målmands-team. Jeg lærer af de andre og har stor gavn af at sparre med dem. Selv om vi er en relativ ung gruppe har de andre en erfaring som jeg suger til mig, siger Daniel Gadegaard, der fylder tyve til maj.

Hårdt arbejde venter
Til trods for udsigterne til spilletid i 3F Superliga-målet måske ikke er lige om hjørnet med den konkurrencesituation, der er i AGF på målmandsposten i øjeblikket, har Daniel Gadegaard store ambitioner og drømme for sin tid i AGF.

- Jeg har været i AGF siden jeg var 12 år og har altid fulgt klubben. Så jeg udlever min drengedrøm. Da jeg var seks år og min far tog mig med på Ceres Park, tænkte jeg, at jeg gerne ville være ligesom Steffen Rasmussen. Og nu er jeg så blevet det samme som ham - målmand i AGF. Men jeg ved også, at det kræver fortsat hårdt arbejde, hvis jeg en gang i fremtiden skal få chancen på førsteholdet. Men jeg tror på mine evner og nu gælder det bare om at klø på og fortsætte min udvikling, siger Daniel Gadegaard, der endnu har sin debut i 3F Superligaen til gode, men dog har optrådt på bænken til førsteholdskampe.

Koncernpartnere

+