Odense mod Aarhus. OB mod AGF – masser af traditioner og fodboldhistorie tørner sammen i morgen aften i Odense, hvor vi møder OB i 3F Superligaens runde 16. Og det er en kamp som cheftræner David Nielsen ser frem til.
- Det bliver en intens kamp - det er det altid mod OB og vi
spiller for det meste fede kampe mod dem. Det er et godt hold og de
er ofte gode til at finde løsninger og blive farlige, når de møder
os. De har dygtige spillere, der kan spille mellem vores kæder, så
der er altid fuld skrald på, når vi møder dem, siger cheftræner
David Nielsen, som ikke ligger alverden i, at vi vandt 4-2 ved
vores seneste kamp mod OB tilbage sidst i september i Aarhus.
- Vi var måske lidt heldige i den kamp og fik scoret fire
fantastiske mål. Men det var mere på individuelle kvaliteter den
dag end, at vi som hold var meget bedre end OB på dagen, siger
David Nielsen.
OB tilbage på sporet
Efter et nederlag i forårets første kamp kom søndagens værter
tilbage på sporet med en sejr i Farum over FC Nordsjælland, hvor
fynboerne fik vist deres kvaliteter.
- OB er et hold med gode spillere med masser af individuel
kvalitet. Og det var en flot sejr for dem senest i 3F Superligaen,
så de er tilbage på sporet - og det er vi også, så det skal nok
blive en vild kamp, siger Nielsen, der ikke bruger meget tid på
søndagens bane på Nature Energy Park i Odense, som har fået meget
omtale efter OB's kamp i torsdags mod FC Midtjylland i Sydbank
Pokalen. Men banens tilstand kan vi gøre ikke noget ved.
- Forholdene er som de er. På den her tid af året taler man meget
om banerne, men det gider vi ikke. Alle banerne er udfordret på den
her tid af året - det skal vi bare ud og håndtere. Og det glæder vi
os til, siger David Nielsen.
Kampen i Odense sparkes i gang kl. 20.00 i morgen aften. Den kan
ses direkte på TV3+ og på Viaplay, der er klar med optakt fra kl
19.