På søndag venter en spændende kamp mod SønderjyskE hjemme i Ceres Park, hvor vi skal forsøge at fortsætte en god stime vi har med sønderjyderne i Aarhus, hvor vi er ubesejret i de seneste fem dyster.
Kampen kommer efter vi i søndags var ude i en hård kamp i Odense
på en vinterplaget bane. Efter vi arbejdede et point hjem under
svære forhold ser vores midtbane-slider Nicolai Poulsen nu frem til
at spille hjemme igen.
- Vi er klar til søndag. Vi elsker at spille hjemme i Aarhus, hvor
vi har været dygtige. Så vi er sultne efter at få en sejr igen på
hjemmebane, lød
det fra Poulsen efter den iskolde deler i Odense sidste
weekend.
Svær kamp venter
Og efter en god træningsuge på Fredensvang er Poulsen og Co. nu
for alvor sporet ind på kampen på søndag.
- Selv om vi har haft et nogenlunde tag på SønderjyskE i de
senere kampe, så kan vi godt pakke statistikken væk på søndag, hvor
det gælder en helt ny kamp. SønderjyskE har gjort det godt efter
vinterpausen og de er altid er svære at spille mod. Men vi har også
vist gode takter i de første kampe og er gode hjemme, så vi kommer
også stærkt ind til kampen, lyder det fra Poulsen, der håber på
bedre baneforhold på hjemmebanen end vi oplevede i søndags.
- Vi ved, at der bliver gjort et stort stykke arbejde med banen
på Ceres Park og vi sætter pris på det hårde arbejde fra dem på
stadion. Så selv om vores bane også er mærket af årstiden - det kan
man ikke undgå med det vejr, der har været - så ved vi, at vi får
det bedst mulige underlag at spille på i weekenden. Så vi ser frem
til igen at spille på Ceres Park og vi glæder os til kampen, siger
Nicolai Poulsen.
Kampen mod SønderjyskE på søndag starter kl. 16 og kan ses på
Canal 9 og discovery+ med optakt fra kl. 15.
Bliv klogere på søndagens modstander her >>>