DECOPLANT - der er blandt de mest bæredygtige leverandører af planter og plantepasning til virksomheder i Danmark - øger nu sit samarbejde med AGF.
I 2013 såede AGF og DECOPLANT i 2013 de første frø til et
samarbejde, da den østjyske plante-virksomhed dengang for første
gang blev sponsor i AGF.
Siden da er samarbejdet groet som et flot træ med mange grønne
blade. Og nu vokser samarbejdet yderligere, da DECOPLANT har
opgraderet sit samarbejde med AGF til nu at være
Sølvpartner.
- Vi har fået meget ud af samarbejdet med AGF gennem årene - både
rent netværksmæssigt og i forhold til oplevelser for vores
medarbejdere og kunder. Desuden har AGF's brand bidraget til at øge
kendskabet til vores virksomhed, siger direktør i DECOPLANT, Claus
Stoustrup.
DECOPLANT er leverandør af planter, plantevægge, krukker og
plantemiljøer til kontorer, virksomheder og institutioner. De
grønne og frodige omgivelser resulterer i øget medarbejdertrivsel
og et bedre indeklima på arbejdspladser i det meste af
landet.
Og bæredygtighed er hele omdrejningspunktet i DECOPLANT. Det
gælder blandt andet miljøvenlig produktion af planter,
genanvendelse af al plast og mulighed for at købe second hand
planter. Dermed er DECOPLANT med til at opfylde kundernes
målsætninger inden for den grønne omstilling.
Om fællesskabet med AGF siger Claus Stoustrup:
- Vi er en virksomhed, der altid søger den bedste og mest
resultatgivende løsning til de opgaver, vi løser for vore kunder -
og vi har hele tiden fokus på detaljerne og omhuen i opgaven. På
den måde har vi noget tilfælles med et godt fodboldhold og den
filosofi, som AGF arbejder ud fra. Så vi er glade for, at vi nu kan
øge vores gode samarbejde med AGF.
DECOPLANT har hovedkontor i Herskind ved Galten, hvor de også har
butik med buketter, planter og interiør.
DECOPLANT's målrettede arbejde med FN's verdensmål, har blandt
andet sat fokus på at sænke virksomhedens klimabelastning. Derfor
bliver blomster snart bragt ud med elbil og bygningen i Herskind
forsynet med solceller.