Frederik Brandhof skifter til AGF til sommer

Af: AGF / Foto: Getty Images - 12. januar 2021, kl. 11:05

AGF tilknytter profil fra NordicBet ligaen fra sommeren 2021.

Fra sommeren 2021 tiltræder et nyt ansigt på Fredensvang i skikkelse af 24-årige Frederik Brandhof, der skifter til AGF fra Viborg FF, når hans kontrakt med midtjyderne udløber til sommer.



Brandhof er en dynamisk midtbanespiller, der de sidste par år har vist sit værd for Viborg FF i NordicBet ligaen. Han debuterede dog i seniorfodbold allerede som 17-årig hos naboerne fra Skive hvor han spillede mere end 100 divisionskampe inden han skiftede til FC Midtjylland.

Derfra gik turen i januar 2019 til Viborg FF, hvor han indtil nu er noteret for 61 førsteholdskampe og 12 mål og blev ved udgangen af 2020 kåret til årets spiller for Viborgenserne. 

I denne sæson har Brandhof optrådt i 17 kampe for de grønblusede og har scoret to mål. 

Men fra sommer går turen altså til AGF, når Frederik Brandhofs kontrakt med Viborg udløber. I Aarhus tiltræder han på en 3 ½ år lang aftale fra 1. juli 2021.
 
- Vi er rigtig glade for, at vi kan hente Frederik til Fredensvang. Han er en dynamisk og målfarlig midtbanespiller, der trods sin relative unge alder har spillet rigtig mange divisionskampe og for længst har vist sit værd som en hårdtarbejdende og ihærdig fodboldspiller. Frederik indeholder mange af de dyder som vi sætter højt i AGF og han bliver en fin tilføjelse til vores trup, hvor han kommer til at give os nogen nye dimensioner og muligheder, og vi ser frem til at byde ham velkommen til sommer, siger cheftræner i AGF, David Nielsen. 



Frederik Brandhof, der primært gør sig centralt på midtbanen, men som også har spillet på kanten og på back-pladsen, er noteret for tre kampe for det danske U19- og U20-landshold. 
Han tiltræder i AGF den 1. juli 2021.

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet