Længere skadespause for Niklas Backman

Af: AGF / Foto: Getty Images - 20. januar 2021, kl. 17:11

Vi må desværre undvære vores anfører i et langt stykke tid. For Niklas Backman er blevet ramt af en alvorlig knæskade, der kommer til at holde ham ude i længere tid - formentlig i hele 2021.

Skaden skete på sidste uges træningslejr i Skagen og efter scanninger og nærmere undersøgelser i de senere dage har Backman nu fået den uheldige og ærgerlige dom. 



- Jeg kom uheldigt afsted med en forkert bevægelse under træning - uden nogen af mine holdkammerater var i nærheden. Så det er så uheldigt som det kan være og det er naturligvis en tung besked at få. Jeg havde set frem til en god opstart og et spændende forår med holdet. I stedet kan jeg nu se frem til en operation og derefter en lang genoptræning. Så det er meget surt og uheldigt, siger Niklas Backman, der i december forlængede sin aftale med AGF frem til sommeren 2022. Og trods en alder af 32 år er vores anfører klar på at kæmpe sig tilbage. 



- Jeg er fast indstillet på, at jeg skal tilbage på banen, og jeg går ind til det kommende forløb med optimisme og arbejdsomhed. Jeg har før kæmpet mig tilbage fra alvorlige skader, så det her skal jeg nok også komme igennem. Jeg er omgivet af en dygtig fysisk stab i AGF og er i de bedste hænder, Så det er bare et spørgsmål om at klø på, så skal jeg nok komme tilbage, slår Backman fast med optimisme trods de dårlige nyheder.



- Vi føler alle med Backman. Han er en vigtig del af vores trup og vi er kede af det på hans vegne - det er så uheldigt som det kan være. Men vi ved også, at Backman er stærk og har en god karakter, så nu handler det for os om at bakke ham så godt op vi kan i hans bestræbelser på at komme tilbage, siger cheftræner David Nielsen. 

Alle i og omkring AGF sender Niklas Backman de bedste tanker med ønsket om god bedring.

Skærmbillede 2021-01-20 Kl . 11.15.01

Nyheder


SØG I ARKIVET

Søg i arkivet